Er det erhvervslivets fonde, der dikterer udviklingen i Folkeskolen?
Solen skinner, og der er mange børn i skolegården, hvor jeg er gårdvagt. Legepatruljen er i gang ved bordbænkeopstillingen i midten af gården, glade og entusiastiske. De har fået nye materialer, og jeg går over for at se, hvad de har. Jeg får øje på noget på tasken. ”Trygfonden”, står der. Jeg har lige været oppe i madkundskabslokalet. Der var lige kommet nye materialer fra Coop. På nogle skoler får de finansieret undervisningslokaler, klatrestativer eller hele legepladser via fondsansøgninger. Og klasser kan ansøge Arla Fonden om at komme på deres madlejrskole, hvor 80 % af de reelle udgifter dækkes af Fonden. Sidst men ikke mindst har kommunerne gennemført et hav af efteruddannelsesprogrammer for lærere og ledelser via fondsbevillinger, bl.a. A.P. Møller Fonden og Katafonden har støttet store projekter. En tur rundt til fondsbevillingerne på en almindelig halvstor skole vil vise rigtig mange eksempler på det, jeg efterhånden får øje på alle steder; de private midler i Folkeskolen.
Det er selvfølgelig svært for mig på stående fod her i skolegården at gennemskue, hvad det betyder for vores skolesystem. Vi kan bestemt bruge alle de ting, vi får. De undervisningsforløb og redskaber, vi kan få gratis, giver os nye muligheder inden for stramme budgetter, og da vi har så lidt forberedelsestid, er de også meget velkomne for den enkelte lærer. Mange af dem er rigtig gode. Jeg kan bare ikke finde ud af, om de i virkeligheden er gratis? Jeg frygter, at folkeskolens rolle som offentlig og demokratisk styret skole kommer under pres, hvis flere og flere virksomheder og private fonde med deres hjælp forventer indflydelse på den pædagogiske og faglige udvikling i folkeskolen. Her tænker jeg ikke på konkrete undervisningsmidler eller klatrestativer, men på kompetenceudviklingen, som i høj grad er fondsfinansieret og som er med til at sætte en retning for den pædagogik, vi som lærere underviser efter i skolen. Når vi løber efter fondsmidlerne, er vi så sikre på, at vi skaber nye læringsmetoder og videndeling, som kommer den samlede folkeskole til gavn?
Skoleforskning udsprang engang fra Lærerhøjskolen, og forskning var noget, der var penge til på de højere læreanstalter. Da kunne man få overblik over forskningen på et område ret enkelt. Det var også forskningsmiljøerne, der bestemte, hvilke nye forskningsprojekter, der kom i gang. Pengene til forskningen var på læreanstalterne, regeringsfinansierede. Partierne havde også hver især en tydeligt beskrevet uddannelsespolitik. Og som lærer i Folkeskolen kunne jeg tydeligt mærke retningen. Og jeg vidste, hvor jeg skulle kigge hen, når jeg manglede viden.
Nu har vi noget tid befundet os i noget, nogle lærere kalder projektitis i Folkeskolen. Udtrykket handler om, at der er rigtig mange forskelligartede udviklingsprojekter i gang. Lærerhøjskolen eksisterer ikke mere, der foregår forskning mange steder og i mange former. Noget af det, der var centreret i videncentre tidligere, har nu flere baser. Der er for eksempel et Nationalt Center for Ordblindhed med tilknytning til professionshøjskolen, men Egmont Fonden arbejder også med udvikling af viden om ordblindhed. I modsætning til tidligere er det første, der skal være på plads i forhold til ny forskning finansieringen, og den kommer hovedsageligt fra fondene. Så verden er ret forandret i forhold til, hvordan vi får viden, og fondene med den private baggrund har en helt anden og langt mere magtfuld rolle. Måske betyder det ikke noget, at ordblindhed som projekt- og vidensområde også varetages af Egmontfonden, måske er det bare en ny måde at få finansieret de vigtige forskningsområder. Men er der noget, vi giver fra os, når meget projekteres af private fonde, og der er samarbejdsaftaler om væsentlige forskningsområder inden for skolens felt?
Det er godt, at folkeskolen samarbejder med verden udenfor, men vi skal passe på, vi ikke afgiver styringen af den overordnede pædagogiske udvikling. Retningen i Folkeskolen skal være politisk og demokratisk bestemt. Og vi skal sørge for at der er en mellemfondelig videndeling forankret og organiseret af forskningsmiljøerne. For det er også vigtig viden, vi risikerer at miste, når det private erhvervsliv skal brande sig med socialt engagement i partnerskaber og med fondsuddelinger.
Løkke Rasmussen startede udviklingen med Løkkefonden. Sørger du for at rammesætte, at vi beholder den viden, der nu er på skoleområdet, Pernille Rosenkrantz-Theill? Der skal mere kontrol og gennemsigtighed i forhold til fondenes indflydelse på skolen, fordi de ved tildelinger har indflydelse på den pædagogiske retning. Den skal være politisk og demokratisk bestemt, fordi Folkeskolen er en samfundsinstitution.
