Testkulturen gnaver i vores børns selvværd
Jeg ruller anstrengt to tunge computervogne ind gennem døren til klasseværelset i 4.B, og eleverne kigger forventningsfulde på mig og spørger ”hvad skal vi lave?”. Jeg svarer så neutralt som muligt; ”vi skal lave national test i læsning.” Jeg kan se mine ord synker ind og ned, deres skuldre falder sammen og opgivelsen skyller ind over dem. ”Jamen, er vi ikke lige blevet testet?!”
Hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg svare? Jo, det er nok ikke så længe siden vi havde den frivillige nationale test.
Vi ved det jo godt. Vi ved, det kan være opslidende hele tiden at blive målt og vejet. Bryder du sig selv om konstant at blive målt, observeret, evalueret og eksamineret? Nej, det skal ofte bare overstås.
Er det virkelig fair, over for vores børn, at vi så mange gange skal måle og veje dem og måske finde dem for lette? Som udgangspunkt er der ikke noget galt i test, det skal bare være den rigtige slags, og dem der kan bruges til at klæde læreren og eleven på til det arbejde, der ligger foran dem. Der findes test i undervisningen, som har fokus på udvikling. Der findes test, som ikke skader elevernes selvværd, og som på en skånsom måde, både fremhæver alt det eleven kan, men også det eleven skal arbejde videre med.
Når eleverne går ud af folkeskolen i 9. klasse, så har de været igennem op mod 39 nationale test. Alene i dansk, skal min 4. klasse igennem 3 nationale test og 3 stave- og læseprøver. Men eleverne bliver jo ikke kun testet i dansk. Der er også test i matematik og engelsk, og senere hen i fysisk/kemi, biologi og geografi.
Det jeg oplever, når mine elever, skal gennemføre en national test, er en enorm følelse af utilstrækkelighed der breder sig i rummet, efterhånden som testen skrider frem. Testen er adaptiv, det betyder, at spørgsmålene hele tiden bliver sværere. For hvert rigtige svar de har, skubber testen eleverne tættere på muren af det, de ikke har lært, fordi testen hele tiden forsøger at presse dem helt derud, hvor de mister fodfæstet, for så igen at sætte niveauet lidt ned og spytte nye og flere spørgsmål ud. Målstregen rykker sig hele tiden længere væk.
Understøtter vores måde at teste på, de drømme og visioner, vi har for vores børn?
Vi har en overdreven testkultur i folkeskolen, som tit overskygger det børnene skal have ud af at gå i skole. Folkeskolens formål er at danne eleverne til ”… åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Understøtter vores måde at teste på, de drømme og visioner, vi har for vores børn? Testkulturen er overdreven, fordi formålet ofte bare er, at imødekomme krav om dokumentation. Resultaterne er tal og beviser, som Jakkesæt og Pencil skirts kan tage med i den internationale sandkasse, når de skal sammenligne vores børn med Kinas børn. Har Kina mon åndsfrihed, ligeværd og demokrati med i deres måde at tænke skole på?
Vi skal finde en måde at evaluere elevernes udvikling på, som ikke ødelægger deres lyst til at lære. En sund præstationskultur, der ikke fremkalder angst og stress hos vores børn. Et positivt samarbejdsredskab mellem elever og lærere, til at planlægge individuel udvikling. Test, og i høj grad national test, kommer til at styre retningen for undervisningen, og kan i værste tilfælde få lov til at overskygge projektarbejde, samarbejde og kreativitet, fordi det ikke kan måles i en test. Vi har så mange forskellige test og måleredskaber, vi må da kunne udtænke en form, som ikke gnaver i elevernes følelse af at være gode nok.
Simplificer vores testplaner! Afskaf alle de unødvendige og overflødelige test, og lad den enkelte lærer selv vælge, hvordan de bedst kan evaluerer deres undervisning og elevernes udvikling.
