Husker vi børnenes behov i genåbningen af skolerne?

Af Christian Bächler og Camilla Bloch

I onsdags åbnede de første folkeskoler dørene op for at modtage elever efter en måneds lockdown. Men hvilken skole er det egentlig, vi byder børnene tilbage til?

Det følgende er en lille frikvartersfortælling fra den første dag tilbage:

Klokken er 9.40. Jeg har gårdvagt i det allerførste frikvarter, efter at skolen er genåbnet. Pludselig får Johan fra 3.A øje på mig og kommer løbende imod mig. Vi har ikke hilst, efter at skolen er genåbnet. Jeg kan tydeligt se på Johan, hvad han gerne vil – der er et kram i vente. Han kommer tættere og tættere på. Jeg kommer ham smilende i møde. Jeg rækker mit venstre ben frem i en classic corona-style hilsen. Johan stopper lidt fra mig, et øjeblik ser han forvirret ud. Så smiler han bredt og rækker mig en fod. Han siger “Ej, hvor er det underligt, at vi ikke må kramme.” Jeg giver ham ret, og vi taler lidt, før han løber videre til en kontaktløs leg med nogle klassekammerater. 

På pressemøder og i pressen har der generelt været talt meget om smittefaren for børnene og deres helbred ved en tilbagevenden til skolen, mens de psykiske konsekvenser for børnene ikke har været italesat i samme grad.

Mange elever har glædet sig til at komme tilbage til skolen. Som forventningsfyldte Anna fra Frozen, der “har ventet alt for længe” og nu kan de endeligt se slottets porte åbne sig. Og vi spørger os selv, hvad børnene kan se frem til nu, hvor skolens døre åbner sig for dem: Hvilken skoleverden har vi fået skabt med de nye regler? Er det en skole, hvor man kan opføre sig som Anna og boltre sig med gæsterne – eller er det en skole med afstandstetris, hvor brikkerne nu er erstattet med børn? 

Hvilken skoleverden har vi fået skabt med de nye regler? Er det en skole, hvor man kan opføre sig som Anna og boltre sig med gæsterne – eller er det en skole med afstandstetris, hvor brikkerne nu er erstattet med børn? 

Lærerne har fået til opgave at skabe tryghed for børnene under de nye rammer. En tryghed, der skal leve side om side med påmindelser om håndvask, ikke at lege med vennerne fra den anden halvdel af klassen, afspritning og at holde afstand. Børnene bliver med de nye rammer gentagende gange i løbet af dagen mindet om, at de ikke kan være sikre på noget ovre på skolen.

Helt officielt gjorde læreren i frikvarteret det rigtige ved at hilse på Johan “Corona-style” (måske). Det er det, vi har fået at vide fra ledelsen og fra alle sundhedsguides i de sidste mange uger. Men er det det, børnene har brug for? Eller bliver lærerne folkeskolens version af Elsas “Conceal, don’t feel”. Burde Johan på 9 år ikke bare have fået et kæmpe kram? Johan døde nok ikke af at undvære et kram, men hvordan påvirker det 9-årige børn at blive mødt med afstandtagen og konstante påmindelser om, at vi skal passe på, når vi er i skole? Helt ærligt, det ved vi ikke, men det er måske også problemet.

Vi kan godt se, at det giver mening, at hvis forældrene skal arbejde, så skal yngstebørnene være et andet sted. Det giver jo god mening. Men vores bekymring går på, hvad det mon egentlig betyder for børnene at komme i skole under de her sære, nye forudsætninger.

Det er ikke fordi alt nu skal laves om. Men hvor kunne det være rart, hvis man også overvejede hvilke psykologiske konsekvenser, det kan have for børnene at blive sendt i skole på de præmisser, som vi lige nu kan tilbyde dem.