Alt det som ingen ser…
… er der ingen der skal sige noget om.
For nylig var der et læserbrev i min lokale ugeavis. Det var skrevet af en mand, der er mester i at påpege uretfærdigheder og oversete udfordringer i lokalsamfundet. Det er alt fra almindelige observationer af dagligdagshændelser til opråb til lokalpolitikere, der ikke holder hvad de lover. Han er altid klar med den skarpe pen og graver dybt i sine mærkesager. Han er som en arrig terrier, der bider sig fast til han får et svar. Det er beundringsværdigt og jeg læser altid med stor interesse hans indlæg. Det gjorde jeg også denne onsdag, men der var jeg da ved at få kaffen galt i halsen. Denne gang var det mig der stod for skud.
Dagens tekst handlede om den undervisning, der ikke foregår for tiden. At det var noget pjat, når der nu var masser af ledige, hjemsendte lærere, der ikke lavede noget og masser af lokaler rundt omkring der kunne bruges. Der nævnes biblioteker og sportshaller som mulige alternative klasselokaler og der refereres til efterkrigstidens vilje til at huse og undervise flygtninge.
Jeg blev lige nødt til at læse det igen. Jeg blev også lige nødt til at læse det højt for min mand, bare for at være sikker på, at det ikke var mig der var helt galt på den. Men nej, den var god nok.
Jeg blev set på som en ledig lærer, der ikke lavede noget og for øvrigt ikke var villig til at undervise andre steder end i mit vante klasselokale. Mig? Mig!
Jeg, der har fjernundervist mine elever i ugevis. Jeg, der har nødundervist elever på skolen med alt hvad det indebærer af håndvask og afstand. Jeg, der igen og igen har fået vendt mit arbejdsliv på hovedet og vrangen. Jeg, der har siddet på nåle hver gang der er en pressekonference, i håb om at jeg snart må mødes med mine elever igen. Jeg er ikke ledig. Jeg går ikke bare rundt og holder fri. Jeg opfinder og genopfinder undervisning. Jeg hiver den ene aktivitet efter den anden op af lommen og justerer i forhold til vejrudsigt og teknik. Jeg taler med elever der har det svært og elever der har det nemt.
Jeg sidder også og hiver mig i håret over hvor svært det er. Jeg bliver frustreret over de retningslinjer vi skal følge og hvor urimeligt det føles når jeg skal opretholde afstand og renlighed som en anden betjent, mens de unge mennesker mødes i flæng efter endt skoletid. Men nok om mig, for det er ikke dét det handler om.
Det handler nemlig ikke om mig. Det handler om, at der sidder en og har en meget klar mening om at det jeg gør, ikke er godt nok. En der tydeligt har en ide om hvordan det burde være. En der gerne vil dele sin mening og fortælle hvordan det burde være.
Du må gerne stille spørgsmålstegn ved min undervisning. Du må gerne undres over min pædagogik. Du må gerne blive sur over det, du får serveret i medierne. Du må også gerne komme med gode, velovervejede forslag til hvordan det kan gøres anderledes. Og du må komme forbi og tilbyde at undervise med mig, fordi du ved og kan noget særligt. Du må også gerne komme forbi til en kop kaffe og en god snak om hvordan folkeskolen skulle være, hvis du måtte bestemme.
Alt det må du godt. Du siger bare til, så sætter jeg kaffen over og trækker en stol ud i to meters afstand.
