Min skole, din skole… ALLES FOLKESKOLE
Flere og flere lande kigger mod Danmark, når det kommer til vores folkeskole. Især ved genåbningen af den. Jeg er stolt over at netop den danske folkeskole er forgangsmand for, hvordan andre lande vælger at genåbne deres skoler. Det får mig til at tænke på, at vi i Danmark har en lang og faktisk rimelig stærk tradition for, at undervisning er for alle uanset køn, alder og geografi. Om man er høj, lav, tyk eller tynd, er der i vores folkeskole plads til enhver, som vil lære. I bund og grund er det jo det, som tiden i folkeskolen går ud på. At blive klar til at begå sig i det videre liv. Livet uden for folkeskolen.
Når mine elever spørger mig, hvorfor de går i skole, plejer jeg at sige til dem, at skolen er det sted, hvor de lærer at blive et helt menneske. Ikke et få tal af gange kigger de på mig med tomme øjne. For ja, det er en prangende og måske lidt for svær sætning til børn i femte klasse 😉
Jeg uddyber for dem, at de i skolen ikke kun lærer dansk og matematik, men også, hvordan det er at være sammen med andre mennesker. Hvordan man taler til andre, uden man bliver stødt. Hvordan man opfører sig i situationer, hvor andre børn er kede af det, vrede eller mega glade. Hvordan man på et fint lærer/fagsprog interagerer og omgås andre mennesker.
En så vigtig del af livet som Folkeskolen er, må og skal der investeres i. Vi har alle glæde af, at vores børn får den bedst mulige start på uddannelsesverdenen, og at børnene senere i livet kan tænke tilbage på en folkeskole, som gav dem viden og redskaber samt gå på mod til de strabadser som barnet vil møde. For det kan Folkeskolen.
For år tilbage da mine forældre og bedsteforældre var i skolealderen, var det at være lærer et fornemt erhverv. Et erhverv, som var prestigefyldt og autoritetsgivende. Lærergerningen er stadig for mig meget prestigefyldt. Desuden var foleskolen omend ikke prestigefyldt men så i det mindste mere værdsat end i dag.
Lærerrollen, lærerlivet og folkeskolen har i årenes løb ændret sig markant, og der er meget, som jeg og mine kollegaer godt kunne tænke os blev bedre. Mange af parametrene såsom lange skoledage for børn, test og prøver, som ikke er retvisende, hører ingen steder hjemme og reformer kommer og går som årstidernes skiften. Men en ting er stadig sikkert. Der vil altid være plads til alle børn, der kan og vil, uanset hvilket ståsted barnet har. Et sådant land, og en sådan skole, hvor det er muligt er jeg glad og stolt over at være en del af.