At yde efter evne

Vi skal have fællesskabet tilbage i Post dk

Post danmarks ledelse kan ikke beslutte sig. Vil I have medarbejdere der løfter i flok, eller skal vi konkurrere mod vores kollegaer? Som situationen er nu, puster I og har mel i munden på samme tid. I vil have, at vi sætter tempoet op ude på ruten, med den gulerod, at vi kan gå hjem, når vi har klaret dagens arbejde. Samtidig skal vi køre ud og hjælpe hinanden færdig og tage ansvar for dagens produktion. Hvad vil I have?

Jeg er postbud nord for København, på vores arbejdsplads kæmper vi med en kultur fra før post dk blev liberaliseret.  I 90’erne var postbude ansat på akkord, derfor kunne det betale sig at være hurtig på sin rute. I dag er kulturen splittet, det kan stadig betale sig at være hurtig, da man kan komme tidligere hjem, uden at blive trukket i løn. Det er ledelsen måde at sørge for, at vi yder vores optimale og ikke bare dovner rundt og drikker kaffe hos Fru Jensen. Men ledelsen forsøger også at fremelske en kultur, hvor vi i fællesskab tager ansvar for dagens produktion. Det er dette fællesskab jeg rigtig gerne vil have. Et fællesskab hvor vi accepterer, at ikke alle kan producere det samme, men at vi alle yder vores optimale.

Jeg er vokset op som mellemste søskende med to brødre, og har været mellemkvinde i mange diskussioner og slåskampe. Jeg har altid haft et stort behov for at folk omkring mig havde det godt og kom godt ud af det med hinanden, jeg hader at se dem jeg holder af lide. Jeg har forsøg at løse konflikter og prøvet at forstå mine venners synspunkter også selvom de er langt fra mine egne.

På min arbejdsplads er tonen ret hård. Det er ikke alle der helt forstår en ironiske undertone. Derfor har jeg taget kampen op om en venligere og mere positiv anerkendende tone. Min tanke er, at jeg kan tage nogle af de slag der uddeles for nogle af mine kollegaer og at de gennem mig kan råbe tilbage til dem der uddeler verbale tæsk. Når jeg ved, at jeg har opbakning fra de af mine kollegaer, der også føler sig forfulgt, er det nemmere at tåle kritikken fra “de hurtige”. Denne hårde tone oplever jeg også nedbryder fællesskabet og skaber et A-hold og et B-hold, hvor A-holdet føler de fortjener mere i løn end B-holdet. Vi står ikke sammen og hjælper hinanden, når dagen ikke lige er helt så god. Fordi de “hurtige” altid skal hjælpe de “langsomme” . Der er en konstant levende mistanke til kollegaerne, hvor vi konkurrerer indbyrdes i stedet for at holde sammen og støtte hinanden.

Jeg har tænkt over hvordan vi kan få ændret denne kultur, så vi kan få genskabt det fællesskab og sammenhold, der gør det sjovt at gå på arbejde.

• Større indsigt i hinandens konkrete arbejdsdag og de opgaver vi hver især varetager, derved kan vi bedre forstå og respekterer hinanden. Forhåbentlig kan det være med til at nedbryde de ubehagelige mistanker om dovenskab og snyd.
• Flere sociale arrangementer, hvor vi har mulighed for at lære hinanden bedre af kende og få forståelse for de personlige hensyn “de langsomme” måske har brug for. Vi kan også få mere lyst til at hjælpe hinanden, hvis vi ved hvilke personlige problemer vi hver især går og tumler med.

Jeg mener faktisk at dette er et generelt samfundproblem. Vi er og bliver stadigt mere og mere individualister og fokus er “what’s in it for me” i stedet ville jeg gerne have, at vi tænkte lidt mere over, hvordan vi kan vinde noget sammen. Hvor fedt det føles at kunne gøre noget for andre og løfte i flok. Hvis vi kan ændre kulturen på arbejdspladsen, kan det måske også påvirke kulturen i resten af samfundet. Skabe et fællesskab hvor det er naturligt og oplagt at vi stoler på hinanden og at vi som udgangspunkt tror på at alle gør deres bedste.