Fremtidens fagbevægelse

I alt for mange år har vi været alt for gode til at kigge på os selv og hinanden i stedet for at kigge udad. Skoene har strammet, og vi er alt for ofte gået fra vores egne forhandlingslokaler uden resultater, fordi vi stirrer os blinde på små, organisatoriske detaljer.

Gennem de sidste mange år har der været decideret medlemsflugt fra fagbevægelsen. Internt siger vi til hinanden, at værdi er mere vigtig end pris, og vi aldrig vil gå på kompromis med vores værdier. Men har vi fortalt den danske befolkning, hvad vores værdier er? Har vi husket at fortælle dem, hvorfor man bør være medlem – også når det går godt? Hvis man har det godt på sin arbejdsplads, hvorfor så betale for dyre fagforeningspalæer og formandslønninger?

Det er på tide, vi får gjort det klart: fagbevægelsen er ikke kun god når det går skidt. Og det er ikke nok bare at oplyse om, hvad vi kan. Det får vi ikke alle vores medlemmer tilbage ved. Vi skal videre, vi skal længere og vi skal fremad. Vi skal i fremtiden kæmpe endnu mere på den politiske front. Sikre fællesskabet og kæmpe for dets interesser.

Jeg ser en fagbevægelse, hvor ikke kun faget, men også mennesket er i centrum. Vi er godt på vej, men vi skal nå endnu længere. Vi skal samarbejde på tværs af organisationer og partier for at kæmpe for og med vores medlemmer. Ikke kun i overenskomsterne, men også i lovgivningen, i kommunerne og ude på arbejdspladserne. Vi skal binde bånd mellem folk, der har fagligheden med sig. Vi skal sørge for, lønmodtagernes stemme kan høres overalt i samfundet. –Og at vi holder trit med, hvad lønmodtagerne egentlig vil.

Tiden er løbet fra uoverskuelige hierarkier og vanskeligt demokrati. I fremtiden skal medlemmerne selv være på banen og være med til at forme fagbevægelsen: Det vil ikke være nok at stemme til overenskomsterne en gang imellem. De almindelige medlemmer skal også kunne få indflydelse på politikken og organisationen. De skal have mulighed for at kunne involvere sig direkte i de emner og projekter, de har lyst til – uden at skulle være tillidsvalgte. De skal have ret til at kunne gå til og fra efter evne og ønske.

Vi skal vise, hvad vi i fagbevægelsen er gjort af – for vores DNA fejler ikke noget! Men som enhver anden organisation, må vi følge med tiden, med medlemmerne og med samfundet. Hvis ikke, kan vi lige så godt fatte skovlen og begynde at grave vores egen grav. Vi er nemlig ikke dødsdømte, før vi selv opgiver.

I fremtiden skal medlemmerne være fokus i alt hvad vi gør. De er ligeglade med, hvilke IT-systemer vi har, hvor mange sektorer eller formænd der er – og den interne struktur kan tage pusten fra de fleste. Vi skal være enklere. Vi skal være mere målrettede og vi skal være mere åbne.

Det er på tide at tage fløjlshandskerne af og gøre klar til kamp: ikke om medlemmerne. Ikke mod de gule. Men en kamp om det gode arbejdsliv, de ordentlige lønforhold og de manglende praktikpladser. Fagbevægelsen er til for sine medlemmer – ikke omvendt. Og medlemmerne skal i langt højere grad end i dag ses som et aktiv og som vores reelle styrke. Den styrke skal bruges til at kæmpe de store og vigtige kampe.

Hvis vi tør gå forrest, vil andre følge med. Vi vil se flere medlemmer blive draget til os af vores vilje, vores styrke og vores fællesskab. De gamle idéer holder stadig, men det er på tide at få dem støvet af og vist frem. For medlemmerne, for samfundet og for hinanden. Fagbevægelsen er værd at kæmpe for. Og det er nu, vi skal vise vores værd.

En fagbevægelse med enklere struktur, større gennemsigtighed og en højere involvering af medlemmerne er for mig en stærk fagbevægelse og et stærkt fællesskab, flere vil have lyst til at være en del af.