Dengang jeg var uddannelsessnob
Det var sidste år på min efterskole inden det næste store skridt i mit liv, nemlig ungdomsuddannelsen. Jeg havde store planer med at skulle tage en Højere Handelsexamen (HHX) efterfølgende, så jeg kunne blive revisor. Alt var godt, jeg havde store fremtidsplaner, men pludselig ramte det mig. Jeg fik konstateret angst fra den ene dag til den anden og alt så sort ud for mig.
På grund af angsten måtte jeg midt inde i året droppe ud af efterskolen og hvad skulle jeg så? Det var kort tid før de afsluttende eksamener og jeg følte ikke jeg var god nok. Ikke god nok til den gymnasial uddannelse, for hvordan kunne jeg det, når jeg ikke engang kunne færdiggøre året på efterskolen.
Jeg startede på min lokale folkeskole tre og en halv måned før læseferien, men angsten sad stadig i mig. Kunne jeg klare det? Hvad ville folk tænke? Hvad hvis jeg ikke kunne følge med? Og hvad skulle jeg i det hele taget bagefter?
Min studievejleder foreslog mig at tage Handelsskolens Grundforløb (HG) i stedet for HHX. De fleste i min klasse skulle på gymnasiet, men jeg var åbenbart ”kun” god nok til en erhvervsuddannelse, selvom min store drøm var HHX.
Jeg accepterede at starte på HG. Selvom jeg tænkte: ”nå ja, hvis jeg bare tager ét år, kan jeg skifte uddannelse og gennemføre min store drøm”. For en HG kunne jeg jo ikke bruge til noget, det var jo kun folk som ikke kunne komme i gymnasiet der gik der. Og hvis jeg ikke fik en elevplads var uddannelsen jo ingenting værd. Og elevpladser var der mangel på, så konkurrencen var hård.
Jeg startede på HG og min opfattelse ændrede sig med det samme. Jeg kunne mærke at flere i min klasse havde store fremtidsplaner og brændte for at få dem opfyldt. Fagene passede perfekt til mig og jeg klarede dem godt, hvilket motiverede mig til at færdiggøre uddannelsen. Derfor blev jeg hængende og sugede alt det læring til mig, som jeg kunne. Bekymringerne om elevplads var der stadig, men jeg troede på det.
Det endte da også med, at jeg fik min drømmeelevplads, som økonomielev ved Syddansk Universitet (SDU), hvor jeg blev anerkendt og fandt ud af jeg faktisk var mere værd, end jeg selv gik og troede.
Efterfølgende er jeg blevet fastansat, som projektkoordinator ved SDU, har fået blod på tanden og har masser af håb og drømme for fremtiden.
Men hvorfor havde jeg det syn på HGen? Det havde jeg fordi, jeg følte gymnasievejen, var den mest rigtige at gå, da de fleste i min omgangskreds valgte at gå den vej. Valget af en erhvervsuddannelse, fik mig til at føle, jeg var mindre værd end dem som skulle i gymnasiet. Jeg synes, samfundsopfattelsen af erhvervsuddannelserne skal ændres, så flere unge vil vælger en erhvervsuddannelse som første valg. Der er brug for alle faggrupper i samfundet, så lad os sammen tale erhvervsuddannelserne op og få folk på rette hylde første gang. Stop uddannelsessnobberi.
