Ældreplejen råber på uddannet personale.

Jeg  mener, at vi bør gøre social- og sundhedsassistentuddannelsen mere attraktiv for de unge, da vi i stigende grad mangler uddannede social- og sundhedsassistenter på vores arbejdspladser.

 

Lørdag morgen møder jeg på arbejde. Jeg er den eneste social- og sundhedsassistent på plejecenteret. Jeg har dermed ansvaret for ca. 54 beboere. Igen er der sygdom på en af afdelingerne, så jeg er nødsaget til at være fuld med i plejen på en af afdelingerne. Men jeg bliver også lige nødt til at skynde mig ned til 1. salen, hvor to af beboerne skal have målt blodsukker og have insulin. Det samme er gældende på 2. salen, og i stuen skal der gives sondemad. Sådan fortsætter dagen. Jeg blæser forvirret rundt og er til sidst helt vindblæst imens jeg tænker: ”Ak, endnu en fortravlet weekendvagt.” velvidende at det er sådan hver weekend.    

 

Som social- og sundhedsassistent på et plejecenter oplever jeg i det daglige et stigende behov for flere uddannet kollegaer. De borgere, som kommer på plejecenter og plejehjem i dag er lang mere plejekrævende og størstedelen af dem har brug for hjælp til bl.a. sonde, insulin, injektioner osv. Det er alt sammen sygeplejemæssige opgaver og kan kun udføres af en social-og sundhedsassistent eller en sygeplejerske. Eftersom der ikke er nok uddannede social- og sundhedsassistenter, så må de få assistenter der er til rådighed løbe hurtigere og hurtigere.

 

Folk bliver ældre og ældre i dag og i takt med det bliver plejeopgaverne mere komplekse. Med den kompleksitet vi oplever nu og som kommer i fremtiden, har vi brug for flere social- og sundhedsassistenter i ældreplejen. Derfor skal de unge vide, at det er ikke tabubelagt at være social- og sundhedsassistent. Tal faget op frem for at tale faget ned. Gør det attraktivt at være social- og sundhedsassistent.

 

Kære kommuner, vi har brug for en attraktiv social- og sundhedassistentuddannelse, så vi kan få flere hænder på arbejdspladsen.  En attraktiv uddannelse, som åbner op for optagelsen af flere social- og sundhedsassistentelever. Sæt fokus på vigtigheden i at have de varme hænder, og sæt fokus på at praktikpladsernes tager ansvar i at uddanne social- og sundhedsassistenterne.