Skolepraktik er mere et jobcenter end en uddannelse
Når vi erhvervsskoleelever skal kæmpe for at finde en læreplads, svarer det til, hvis gymnasieelever skulle kæmpe for at finde sig en lærer – og det er fuldkommen absurd.
Klokken er 7 om morgenen, og jeg står sammen med 30 andre tømrerlærlinge og venter på at blive råbt op. Værkstedet er ét stort rod. Halvfærdige projekter, bl.a. nogle vægelementer, en trailer og et redskabskur, tårner sig op i bunker af byggeaffald og gammelt værktøj. Vi er dem, der ikke har fået en læreplads, og derfor er i skolepraktik (SKP). Her er navneopråbet til tider den eneste kontakt, vi har med vores SKP-instruktører i løbet af dagen.
Nogle få heldige er sat på et projekt. En stor gruppe får lov at bygge og nedrive den samme bygning igen og igen. 5 mand er fælles om, at sætte beklædning på et skur, men da det er begrænset hvor mange, der kan lave det samme, sidder de fleste af os i et computerlokale og sender et hav af ansøgninger og foretager en uendelighed af opkald til tømrermestre. Vi har kun tre instruktører, så uanset hvor vi er, er vi for det meste alene. Kort sagt er alle enige om, at vi ikke rigtig lærer noget som helst.
Men hvorfor er SKP endt som et sted, hvor ingen lærer noget? Vores instruktører forklarer, at SKP er en nødløsning, fordi vi ikke har fundet en læreplads. Med en alt for lav løn, få instruktører og tvungen praktikpladssøgning skal vi presses til, at finde os en virksomhed, der vil have os. Og det virker. Vi er allesammen hunderædde for at skulle tilbringe hele vores uddannelse uden at lære noget, men ligesom når man er jobsøgende, er det desværre ikke altid op til en selv, om man bliver ansat – uanset, hvor presset man er. I nogle fag er det endda nærmest umuligt at finde en læreplads.
Både politikere og arbejdsgivere snakker hele tiden om, hvordan vi mangler faglært arbejdskraft, og hvordan flere unge burde tage en erhvervsuddannelse. Så er det altså utroligt, at det skal være en kamp for den enkelte elev at finde en læreplads, uden der er et ordentligt alternativ – det svarer jo til, at gymnasieelever skulle kæmpe for at finde sig en gymnasielærer. Det er i virkeligheden helt grotesk.
Jeg fandt heldigvis en læreplads, men hvor ville det være dejligt, hvis politikerne ville sørge for, at SKP var et reelt og ordentligt alternativ, hvis min mester går hen og fyrer mig – og en ordentlig uddannelse for de, der måske aldrig finder noget.