Hva’ så nu?
Jeg stod midt i et stykke Danmarkshistorie. En historie som handlede om, hvad jeg følte, respekt for velfærdsyderne. Et skift i hvordan man anskuer offentligt ansatte, og det offentlige velfærdssamfund som helhed. Måske var vi ved at glemme de offentligt ansatte lidt? Måske var vi ved at glemme, at når der opstod et problem i vores elskede velfærdssamfund, og vi så råbte op om, at ”nogen må da gøre noget”, så var ”nogen” altså helt almindelige mennesker, med et job der også skulle få deres hverdag til at hænge sammen.
Vi tog velfærden for givet. Men det føler jeg, har ændret sig nu.
Min rolle i hele det virak, der hed OK18, startede med at jeg selv havde givet op overfor politikerne. Jeg følte mig som David mod Goliat, når jeg mente at noget var forkert i vores samfund. Noget der burde rettes op på. Det var trods alt mine kolleger og jeg, der mærkede de reformer og love som blev nedsat. Så nogen måtte jo gøre noget. Men det var som om, at der var blevet lukket ned for os der stod på gulvet, at vi ikke blev lyttet på. Noget jeg har følt mere og mere i løbet af de 6 år jeg har været ansat i en institution.
JEG måtte gøre noget.
Jeg valgte at blande mig. Det førte blandt andet til, at jeg blev inviteret med til det kæmpe TR-møde i Fredericia, og var med til at skabe en Facebookgruppe der hedder ”Bak op om de offentligt ansatte”, der i skrivende stund stadig har omkring 200.000 medlemmer. Og inde i den gruppe oplevede jeg en utrolig stor opbakning og støtte fra alle dele af samfundet.
Folk havde fået øjnene op for den trussel vores offentlige velfærdssystem stod overfor. En trussel der langsomt har gnavet systemet helt ind til benet bl.a. med de 2% ”effektiviseringskrav”. Den solidaritet og opbakning man så igennem hele forløbet, var enorm og håbefuld. Jeg føler mig ikke længere som den lille mand på gulvet, men en del af et samfund, der rent faktisk ønsker at bibeholde et solidarisk og stærkt velfærdssamfund. Et samfund der anerkender de folk der står bag de ydelser vi alle har glæde af, og kan regne med.
Men hva’ så nu?
Der er delte meninger om udfaldet af OK18, men jeg tror ikke nogen kan benægte den effekt det har haft, når vi alle sammen rejser os og kæmper sammen.
Det sammenhold må vi for alt i verden ikke glemme.
Det er et sammenhold, som jeg håber vil inspirere mange andre til at kæmpe i samlet flok, når tingene bliver uretfærdige. Det er en følelse jeg i hvert fald tager med videre, når overenskomstforhandlingerne står for døren i mit fag som kok.
Mit håb er i sidste ende, at folk kan se, at det nytter noget at råbe op.
Det nytter noget at kæmpe sin sag.
Og det nytter noget at stå sammen. Skulder ved skulder.
