Ikke alle Sosu-elever får den korrekte oplæring.

Alle i personalegruppen skal støtte eleverne i at udvikle deres faglige kompetencer.

Som snart nyuddannet social- og sundhedsassistent har jeg en undren omkring mit fag, mine kollegaer og det fællesskab af faglærte, jeg om en uge bliver sluset ud i. I løbet af min uddannelse har jeg tit hørt, at ”Sosu’er har for travlt til omsorg.” og at ”Vi har for travlt til nærvær.”

Hvordan kan vi have for travlt til at se det menneske, der har så hårdt brug for hjælp, støtte og nærvær?

Som rigtig mange andre danskere har jeg set TV2 dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”, hvilket om noget har startet en debat om den faglighed og de kompetencer, vi har i mit fag. Det fag jeg de sidste 3 år har glædet mig til at komme ud i.

I dokumentaren møder vi Else, der skal have hjælp til at skifte ble. Allerede omkring 6 minutter inde i dokumentaren føler jeg mig ramt på min egen faglighed. Vi ser Else blive flyttet med loftlift, til sin seng for at få skiftet sin ble. Imens hun hænger i liften, taler to personaler om Else, foran hende, den ene udbryder ”Puha! Ved du hvad det er?”, hvorefter den anden svarer ”Ja, et tryksår”.

Den slags spørgsmål har jeg, hørt 100 gange før, da jeg selv blev oplært. Sådan må man aldrig tale foran en borger. Vi taler til dem. Ikke om dem. Det bekymrer mig at se, at vi oplære elever til ikke at passe deres arbejde særlig godt.  

Jeg har selv oplevet at stå med uddannet fagpersonale, som mente, at en arbejdsopgave kunne vente, nogle gange til senere i vagten, og andre gange til næste vagtlag. Det undrede jeg mig over. Jeg vidste ikke hvad det betød, og jeg forstod ikke, hvorfor vi ikke bare udførte opgaven. Personalet mente ikke, at vi havde tid nok til det. Jeg føler derfor at, de lærte mig op i at ”overse” arbejdsopgaver.

Heldigvis er jeg blevet klogere.
Jeg blev oplært i at overse tandbørstning og bleskift. Kun fordi, at vi så havde tid til at ”spare med hinanden”, hvilket i 9 ud af 10 tilfælde indebar 5-10 minutters sparring og derefter en masse privat-snak.

Jeg ved nu, at de borgere jeg kom ved, blev forrådt. Else blev forrådt på plejehjemmet.

Det er nu nogle år siden, at jeg modtog den form for oplæring. Helt grøn, forholdsvis naiv og ydmyg over den viden, alle mine nye kollegaer kunne give mig i mine praktikker. Jeg har ladet mig fortælle, at de pågældende personaler ikke er ansat på stederne mere. Men for mig minder det mig om vigtigheden bag en fælles indsats.

Når der er en elev, skal det være alles fælles opgave, og ikke kun vejlederens. Jeg mener at vi skal få skabt det bedst mulige fundament, til de næste generationer af dygtige, udlærte fagfolk. Samt sørge for at en elev får den korrekte oplæring og faglige viden.  

Der er rigtig mange fagligt dygtige og kompetente fagfolk. At forråde er ikke en de faglige kompetencer vi skal lære fra os, og det er ikke den faglighed vi kender fra teorierne. Sundhedspersonale der er med til at retfærdiggøre fejlagtige handlinger overfor hinanden, viser for mig, at jeg har kollegaer, som ikke har samme faglige stolthed, som den jeg går med.