Som socialrådgiver vil jeg også kunne sove om natten
Hver tredje socialrådgiver føler sig ofte eller hele tiden stresset. En del af dem er nyuddannede, som rammes af praksischokket i overgangen fra studie til arbejdsmarked. Socialrådgiveruddannelsen skal i langt større grad tage afsæt i praksis og bør indeholde væsentligt mere praktik. Arbejdsmarkedet skal stå klar til at tage imod nyuddannede med god tid. Tid til godt socialt arbejde.
Jeg ligger i min seng og er lige ved at overgive mig til søvnen. Men lige inden mine øjenlåg lukker i, får jeg et spjæt af en tanke og rammes af tvivl. Fik jeg nu skrevet det der vigtige notat, inden jeg forlod kommunekontoret? Jeg griber min telefon og skriver en note til mig selv. Det skal jeg huske at tjekke som det allerførste, når jeg møder ind igen i morgen. Med en smule mere ro i sindet lægger jeg hovedet tilbage på hovedpuden og forsøger at hengive mig til den tiltrængte nattesøvn.
Jeg vågner søvnigt næste morgen og har en besynderlig følelse af, at dagen allerede er gået. At jeg allerede har stået op og har børstet mine tænder. At jeg allerede har cyklet gennem København og hen til kontoret. At jeg har klaret dagens mange opgaver med møder med borgere, telefonopkald til samarbejdspartnere og journalnotater. Virkeligheden var, at jeg lige var vågnet og det bare var mine sovende tanker, der havde spillet mig et puds. Men følelsen af udmattelse var virkelig. Et sådant natteroderi beskriver meget godt mit første halve år, som nyuddannet socialrådgiver på arbejdsmarkedet.
Gennem hele min tid som socialrådgiverstuderende glædede jeg mig til at komme ud i det virkelige liv og forsøge at skabe en forandring for de mennesker, som jeg brænder så inderligt for. Det var dog med en vis frygt for øje. For statistikkerne taler sit helt klare sprog: hver tredje socialrådgiver føler sig ofte eller hele tiden stresset.
Jeg blev overrasket over, hvor hurtigt stresssymptomerne tog magten over min nattesøvn og hvor kort tid, der skulle gå før jeg blev en del af statistikken. Jeg var heldig, at gode snakke med kolleger og familie kunne afhjælpe mine ”nætter på kommunekontoret” og den konstante frygt for, om der er noget eller nogen, som jeg har glemt i travlhed. Men mange af mine kolleger er ikke så heldige og må tage konsekvenserne af stresssymptomerne og sygemelde sig.
Stress er blevet en grim realitet i arbejdet som socialrådgiver. Som et bæst, der hele tiden lurer ovre fra hjørnet. Lige meget hvor bevidst man forsøger at være om det, så kan det ramme dig som et lyn fra en skyfri himmel. Du kan tro, at du er nok så ”robust” og at du kender dig selv fra yderst til inderst. Men når hverdagens travlhed først rammer dig, så er robusthed en by i Rusland. Det er virkeligheden for mig og for mange af mine kolleger. Viljen og lysten til at skabe forandringer for udsatte borgere bliver erstattet med en følelse af utilstrækkelighed. Vi ender i en ond spiral, som gentager sig selv igen og igen. Og regningen lander i sidste ende hos de mennesker, som vi egentligt burde gøre en forskel for. Dem vi skal hjælpe.
Politikerne bliver derfor nødt til at tage hånd om nyuddannede socialrådgivere. For det kan simpelthen ikke passe, at vi skal blive syge af at gå på arbejde. Jeg mener, at vi skal starte allerede på socialrådgiveruddannelsen. Vi skal have mere praksisnær undervisning, supervision om det, som kommer til at blive svært og meget mere praktik. Vi skal klædes på til virkeligheden og ikke kun til teorierne i vores bøger. Vi skal være praktisk begavede. For det kan ikke nytte noget, at vi rammes af en mur af at praksischok, som kan skræmme livet af selv de mest hårdføre. Vi skal sikre, at nyuddannede mødes af et langt introforløb med tid til at være nyuddannet, tid til at forholde sig kritisk og tid til at stille spørgsmål. Det skylder man socialrådgiverne som faggruppe, men i særdeleshed også de mennesker, som vi brænder for at hjælpe.
