Skal man bruge en uddannelse for at passe de ældre?

Hvis vi kigger tilbage i Danmarks historie, og ikke mindst ser på andre religioner, har det været kutyme at familien selv varetog plejen af børn og ældre. Dengang var gennemsnitsalderen markant lavere, og størstedelen af familien var hjemme for at arbejde i hjemmet eller markerne.  
Nu til dags er arbejdet for de fleste flyttet væk fra hjemmet, og pasning af børn og ældre er delt ud til respektive fagfolk og institutioner. 
Derfor er der nu til dags uddannelser, for at specialisere de folk der skal varetage arbejdet på disse institutioner. 
 
Der har i år været utallige afsløringer, af utilgivelige handlinger fra sundhedspersonalet rundt om i landet. Dette har medført forslag, for at komme alle de frygtelige gerninger til livs; forslag som blandt andet, at ”social- og sundhedshjælpere skal have autorisation”.  
 
Jeg oplever dog et stigende fænomen, ikke kun hos mig selv som social- og sundhedsassistent, men også overfor mine SOSU- og sygeplejerskekollegaer. Et fænomen, der langsomt ser ud til at brede sig mere og mere, i takt med at der kom flere afsløringer; jeg oplever en stigende mistillid til sundhedspersonalet generelt! Det er for en gangs skyld ikke fra andre kolleger eller fra cheferne, men derimod fra de pårørende, medierne og tilfældige folk på internettet. 

Når jeg oplever denne mistillid, kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmål, både til mig selv, og til dem der udtrykker sig omkring emnet: Hvornår er en faglig vurdering god nok? Hvornår bliver vurderingerne for farvet af relationen?  

Ofte har jeg stået med frustrerede kollegaer, der i et øjeblik tvivlede på egen faglig vurdering, og ikke fik sagt fra overfor et ønske fra pårørende. Hvilket kun for mig bekræfter, at efter alle afsløringerne, tvivler flere sundhedsprofessionelle på om deres faglige vurderinger er gode nok. 

Det positive: 
Der er flere ressource-fulde pårørende, der engagerer sig i plejen og omsorgen for den ældre. Dette giver naturligt en større interesse fra de pårørende, hvilket typisk munder ud i f.eks. flere besøg og en tættere kommunikation med personalet, og derved en øget glæde hos borgeren. 
 
Det negative: 
Blandt sundhedspersonalet er der kommet en usikkerhed, omkring de faglige dilemmaer der er i hverdagen. Den er kommet af frygt for at blive udstillet i medierne, i tilfælde af at de siger fra overfor pårørende. Hvilket kan medføre en nedsat livskvalitet hos borgeren. 

Som plejepersonale er vi ansat, for at yde den bedst mulige pleje og omsorg for den ældre.  
Vi har gennemført uddannelser. Vi har derigennem lært om teorier, og fået erfaringer i vejledte praktikker. Vi er klædt på, til at kunne varetage den funktion vi er ansat til.  
Vi kan tage velovervejede og faglige beslutninger med de ældre i fokus. 

Jeg er bange for at frygten for de pårørende eller for at blive udstillet, får lov at overtage det fokus, der netop burde være på borgerne. Hvis vi tillader at vores arbejde pludselig handler om please de pårørende, ender vi på et tidspunkt et sted, som jeg ikke mener vi brude være. Nemlig et sundhedspersonale ude af kurs.  
 
Jeg mener at tilliden til fagpersonalet skal findes igen, i en gensidig tro på at vi alle vil det bedste for de ældre i samfundet. Selvfølgelig findes der også rådne æbler i kurven, for hvem arbejdet bare er adgang til en lønseddel, og så kan resten være ligegyldigt. Men vi skal tilbage på kursen, resten af æblerne i kurven kan sagtens bruges.  
 
I det store billede må vi vel gå ud fra, at en sundhedsuddannelse ikke bare er spildt? At uddannelsessystemet har sat en standard, for et optimalt fagligt fundament. Samt at vi som sundhedspersonale er i stand til at træffe gode faglige beslutninger, til gavn og glæde for borgeren?  

Men ved de pårørende altid, hvad der er bedst eller brug for? Eller bliver deres ideer og tanker farvet af deres kærlighed og relation? Er det i virkeligheden det, der mangler i fagligheden – kærligheden?