Er det din eller min lort?

Som SOSU arbejder man med lort. Vi er bare ansat for at tørre røv. Det er nok den stereotyp om mit fag, jeg møder allermest. Ofte har jeg bare tænkt mit: At det var et latterligt udsagn. Mit fag er jo så meget mere end bare det. Som færdiguddannet SOSU er min faglige horisont blevet udvidet, jeg har fået en bredere vifte af kolleger, og jeg har opdaget en skadelig kultur, der lader til at herske flere steder i sundhedssektoren. 

Vi kender alle udtrykket ”at sende lorten videre”. Fint nok. Men det er blevet en del af hverdagen flere steder i sundhedssektoren. Når jeg taler med mine kolleger, er vi mange, der har samme oplevelse: Det er blevet helt almindeligt at lade opgaver, handlinger og opfølgninger ligge eller sende dem videre til kollegaer og elever. 

Arbejder jeg i virkeligheden bare med ’lort’? 

Der kan altid være særlige omstændigheder, travlhed og andre årsager eller bortforklaringer. Men problematikken forsvinder jo altså ikke af den grund. En undskyldning løser ikke problemet. Den fortæller jo bare, at løsningen ikke var optimal. Jo tak, det var jeg godt klar over. 

I stedet for at undskylde, bør vi derfor spørge os selv, hvordan vi kan løse opgaverne optimalt. Det handler ikke om at pege fingre – for selvfølgelig begår vi fejl. Særligt når vi arbejder med mennesker, der vil altid være så mange ukendte faktorer.  

Men hvorfor efterlader jeg den her opgave til den næste? Er det, fordi jeg ikke kan selv? Burde jeg kunne det selv? Er det bare lige bekvemt? Jeg stod i samme dilemma for nyligt, hvor jeg havde et problem, jeg ikke selv kunne løse. Enten kunne jeg altså ”sende lorten videre”, eller finde en løsning. 

Hvad gjorde jeg så? Jeg valgte at ringe til en kollega. Først spurgte jeg, om hun havde tid til at hjælpe mig. Det havde hun heldigvis. Hun kunne også svare på og hjælpe mig ud af det problem, jeg stod over for. Heldigt. Jeg lærte noget nyt og sparede min kollegaers tid. Ja, det kostede selvfølgelig tid for den kollega, jeg ringede til, men jeg startede jo netop med at spørge, om hun havde netop det. Til gengæld kunne jeg ikke vide, om den kollega, jeg kunne have efterladt opgaven til, havde haft tiden, overblikket eller kompetencerne til at løse den.  

Jeg tror, at alle mennesker – sundhedspersonale eller ej – ville have godt af at hanke op i sig selv engang imellem. Spørge sig selv: ”Har jeg overskud eller mulighed for at gøre et eller andet, der kan gøre det nemmere for den næste?”, ”hvis jeg lige tænker frem, kan jeg så spare en kollega for de her skridt?”.  

At se sig selv i den næstes sko tror jeg vil pynte på enhver arbejdsplads. For selvfølgelig arbejder vi SOSU’er ikke bare med lort – hverken i fysisk eller overført forstand.