0-timers kontrakter er en hån mod nyansatte
Da jeg forrige sommer besluttede mig for at tage et buskørekort og benytte det til at få et velbetalt og fleksibelt studiejob, var min optimisme stor. Jeg bestod teori- og køreprøve i første forsøg og var klar til ansættelse efter 3 måneder på skolebænken. Køreskolen hjalp med at facilitere kontakt til busselskaberne med henblik på ansættelse. Jeg var på daværende tidspunkt på orlov fra mit studie, så min plan var, at jeg ville have et job med 37 timers ansættelse. Planen om fuldtidsjob var den samme hos de andre nyudklækkede buschauffører fra mit hold. Vi blev dog hurtigt slemt skuffede, da vi lærte busselskabernes forretningsmodel at kende.
Det er forskelligt fra selskab til selskab, hvordan de organiserer sig ud af vagtplanlægningen, men grundlæggende er det den samme model de fleste steder: Alle nye chauffører ansættes på timelønskontrakt uden et garanteret antal timer. Man benyttes som afløser, og vagterne får man oftest med under 24 timers varsel. Da jeg var desperat efter at få så mange timer som muligt, betød det i realiteten, at jeg i den tid ikke havde noget liv ved siden af, fordi jeg var nødt til at takke ja, hvis jeg blev tilbudt en vagt til dagen efter. Når jeg for tredje uge i træk har lavet en aftale med mine venner, som jeg må aflyse, fordi ”den ugentlige vagt” igen bliver lagt ind netop den dag, så tærer det altså på dagligdagen. Til sidst kunne jeg ikke planlægge nogen aftaler af ”frygt” for, at der væltede en vagt ind ad bagdøren.
Busselskaberne driver rovdrift på muligheden for, at ansatte kan få supplerende dagpenge, for at have ultra-fleksibel arbejdskraft, som nogle uger har nul vagter og andre uger arbejder som gale med 6 vagter på en uge. Det er en hån mod nyudklækkede chauffører, der ofte kommer fra kortere eller længere ledighed og ser frem til at prøve noget nyt. Sikke en velkomst i en ny branche.
Denne her form for ansættelse er forholdsvist ny i branchen, og jeg frygter, for om det blot er første skridt i retningen mod mere og flere usikre ansættelser. Chaufførbranchen er desuden bare én ud af flere udsatte brancher, hvor en stor del af arbejdskraften er daglejere nærmere end ansatte medarbejdere. Det er et kæmpe problem. Jeg mener, fagforeningen må ind i kampen for at sikre chaufførernes ret til en sikker og god start på et nyt arbejdsliv.
Jeg er nu tilbage på studiet, og en fuldtidsstilling er ikke en mulighed for mig længere, da det ikke kan passes ved siden af studiet. Jeg har heldigvis efterfølgende fundet en arbejdsgiver, der tilbyder mig (og mange af mine kollegaer) en fleksibel timelønsansættelse, der ikke bliver udnyttet, som andre selskaber praktiserer det. Min nye arbejdsgiver ansætter også altid nye rutebuschauffører i faste fuldtidsstillinger, hvis det er det chaufføren ønsker. Mig bekendt som det eneste selskab Sjælland!
Jeg har været heldig i sidste ende at finde en arbejdsgiver, der tager sine ansatte seriøst, men størstedelen af nye chauffører bliver mødt af en grum virkelighed, hvor der kan gå flere år, før man tilbydes fast ansættelse. Det gør folk modløse og skræmmer flere væk fra branchen. Det er vi nødt til at lave om på!
