Man skal være stærk for at være syg
Der er stadig ulighed i sundhed, viser Sundhedsstyrelsens rapport igen i år. Når man rammes af sygdom, er behandlingen i sundhedssystemet derfor i høj grad afhængig af dine og dit netværks ressourcer.
”Ved du hvorfor, at du ikke kan strække dit ben?” spurgte lægen mig, mens jeg omtumlet forsøgte at vågne efter narkosen fra operationen. ”Der er heroppe” sagde han, mens han prikkede mig på den ene side af mit hoved.
For ni år siden var jeg, som mange andre på min alder, i fuld sving med gymnasietiden, lektier, fester og venner. Fra den ene dag til den anden, ændrede min verden sig. Jeg begyndte pludselig at få ondt. Ondt i kroppen. Mit ene knæ endte endda på samme størrelse som en fodbold og jeg humpede gymnasiet rundt, som en anden olding. Lidt efter lidt udspillede min hverdag sig hjemme fra min sofa. Men til min store lettelse sagde lægerne, at knæet kunne fikses med en simpel operation. Virkeligheden var imidlertid en anden.
Lægens kommentar ramte mig som en syl i hjertet. Jeg blev ramt af tvivl. Havde jeg virkelig selv tænkt mig til de voldsomme smerter? Havde min egen hjerne spillet mig et puds, så jeg havde skabt en smertefuld selvopfyldende profeti? Jeg var klar til at erklære mig selv som hypokonder, for lægen havde jo sagt, at smerterne bare var oppe i mit hoved.
Mit første møde med sundhedssystemet var ingen dans på roser. Jeg oplevede at blive mødt med mistillid. Og hvad så, hvis jeg havde tænkt mig til de enorme smerter. Var jeg så ikke en lige så vigtig patient som de andre? Mine smerter var virkelige, uanset om lægerne kunne finde en objektiv årsag.
Vi er mange, der har oplevet, at der er ulighed i sundhed. At man skal have enorm styrke i en tid, hvor man knapt nok kan komme ud af sengen om morgenen. Hvor langt kommer man så uden et netværk, som kan støtte, hjælpe og bakke dig op i kampen om dit helbred? Jeg tør ikke tænke på konsekvenserne, hvis jeg ikke havde haft gode mennesker omkring mig. Mennesker, som ikke hælmede, selvom kampen til tider var uoverskuelig.
Efter lang tids søgen, utallige blodprøver og fast indtag af smertestillende fik jeg min forklaring. Jeg havde leddegigt. Hvis ikke mine forældre stædigt havde hevet mig med til lægen igen og igen, var der nok gået endnu længere tid. Længere tid i et smertehelvede, som jeg troede, at jeg selv havde skabt.
I mit arbejde som socialrådgiver møder jeg mange mennesker, der ikke er så privilegerede, som jeg var. Som ikke har et ressourcestærkt netværk, som kan kæmpe kampen ved deres side. Derfor er det skræmmende, at Sundhedsstyrelsen igen i år præsenterer, at vores sociale position og vilkår har betydning for vores sundhed, sygdom og levetid. At sundhed og sygdom er systematisk skævt fordelt i samfundet.
Resultaterne i rapporten taler sig eget klare sprog. Vi bliver ikke behandlet lige, når det kommer til sundhed og sygdom. Velfærdssamfundet bliver ofte omtalt, som et sikkerhedsnet, der griber en i nød. Hvad hjælper det så, hvis hullerne i nettet er større for nogen end for andre?
