Økonomer truer ytringsfriheden

I mit daglige arbejde som pædagog oplever jeg en virkelighed præget af nedskæringer, men også en virkelighed med daglige sejre og succesoplevelser i det pædagogiske arbejde.

Som de fleste danskere har jeg holdninger til samfundet omkring mig og drømme for Danmark. Men i disse år får jeg fornemmelsen af, at økonomi og økonomiske termer er de eneste legitime argumenter i debatten om udviklingen af vores fælles samfund.

Indenfor det pædagogiske område viser det sig bl.a. ved, at mange kommuner slår daginstitutioner sammen til store super-institutioner med plads til 200 vuggestue– og børnehavebørn. Stordrift er åbenbart vejen frem. Eller er det det?

De eneste argumenter, politikerne og embedsmændene fremfører, er at store institutioner er mere økonomisk rentable, og at man fremtidssikrer bygningerne.

Jeg er ikke den eneste der oplever, at det er svært at blive lyttet til i samfundsdebatten. Vi er mange, der ikke er eksperter i strukturelt underskud og balancen i den offentlige sektor. Vi taler ikke magtens sprog, og så er det svært for os at blande sig i debatten og blive taget alvorligt. Men derfor har vi stadig tanker, visioner og håb for Danmark.

Kunne man forestille sig at vi kunne lave en 2020 plan for Danmark, der handler om arbejdsglæde, livsmod, det gode familie- og børneliv og oplevelsen af at være en vigtig del af et fællesskab?

Hvor alle kan deltage med deres eget sprog? I så fald kunne det være en diskussion, som hele Danmark kunne inviteres med i.