Det er ikke blødsødenhed – det er faglighed
Nedenstående tekst stammer fra klummen: “Forskning lægger bunden i mit arbejde” som jeg skrev til fagbladet Børn & Unge´s “Forskning”, årskavalkade, 2018.
Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive denne klumme, var min første indskydelse, at det nok ikke var noget for mig. Det første som faldt mig ind var nemlig, hvordan jeg er blevet præsenteret for målstyringsredskaber og metoder til, hvordan vi fremmer børns præstationer. Og den slags skurrer i mine ører. Jeg siger ikke, at børn ikke skal blive så dygtige de kan. Jeg siger, at vi skal passe på med at fokusere for meget på det, der kan måles og vejes. I det samme slog det mig, at forskning danner grundlag for noget af det fineste jeg ved: Jeg afstemmer mine reaktioner efter børns behov. Jeg er bevidst om, at min sindsstemning påvirker deres sindsstemning.
Jeg arbejder med adfærd, kontakt og trivsel på en skole. Jeg hører sommetider mit arbejde omtalt, som om jeg var ansat på en fabrik eller en byggeplads. Men når jeg går på arbejde, så er der ingen maskiner som skal betjenes. Der er ikke noget, der skal skrues på. Ingen asfalt, som skal lægges. Der er mennesker. Mennesker som føler, reagerer og tænker. Meget af det, som foregår imellem os er svært at beskrive. Men du ved, lige så vel som jeg, at det kan mærkes. Stilhed kan larme. Stemningen i et rum påvirke. Blikke kan opmuntre eller skræmme.
Forskning giver mig belæg for at holde fast i, at vi ikke må underkende betydningen af følelser. Vi mennesker er født til at tage del i hinandens nervesystem.
Forskning har givet os viden om spejlneuroner og lært os at følelser smitter. Hvis jeg ikke havde viden om nyere hjerneforskning og moderne udviklingspsykologi, så ville jeg have sværere ved at argumentere for eksempelvis min tilgang til børn som er meget vrede. Når jeg vælger at forholde mig roligt, endda omsorgsfuldt, overfor Jens lige efter at han har væltet sin stol og råbt lort til mig, så er det helt bevidst. Det betyder ikke, at jeg lader ham styre og gøre som han vil – det betyder, at jeg har tænkt over, hvordan jeg bedst håndterer situationen.
Jeg har sommetider fået kommentarer som: “Du skal ikke finde dig i, at han taler sådan til dig!” og “Jeg kan ikke gå rundt og være så blødsøden som dig!” Men når jeg forholder mig roligt, skyldes det ikke blødsødenhed. Det skyldes faglighed. Jeg tager højde for, når et barns nervesystem er i alarmberedskab. Der er først og fremmest er brug for, at det nervesystem falder til ro. Først derefter kan barnet sætte ord på følelser. Først derefter kan vi tale om, hvad barnet tænkte, hvad andre tænkte. Og hvad vi kan gøre anderledes en anden gang.
Noget af det, vi mennesker er allermest bange for, det er hinanden. Vi bliver til igennem accept. Vi har brug for at være okay i hinandens øjne, fordi vi er sociale væsener. I mit arbejde møder jeg ofte børn, som er på vagt overfor andre mennesker – måske især voksne. Med udgangspunkt i viden fra hjerneforskning og udviklingspsykologi tager jeg ansvar for relationen. Ud fra den tillid der opbygges, skaber jeg grobund for at nye personlige og sociale kompetencer kan spire og vokse. Tilgangen kræver tid til nærvær og omsorg. Den tilgang kan ikke leve op til tidens politiske idealer om effektivisering. Jeg vælger den alligevel, fordi jeg kan se, den virker – og fordi forskning giver mig gode argumenter for at holde fast i den.
