Børn skal ikke lede efter en voksen
Et barn, der i løbet af de næste 5 år, går ud af børnehave, vil ikke nå at opleve de minimumsnormeringer, pædagoger, forældre og børn har kæmpet for de seneste par år.
Derimod vil det opleve at gå fra det ene statslige svigt til det andet. Barnet vil nemlig møde endnu dårligere normeringer, når det rammer SFO’erne rundt omkring i landet.
Jeg har ofte hørt SFO-pædagoger fortælle om, hvordan de på dårlige dage kan være 3 pædagoger til 90 børn. På de gode dage er de 4 eller 5.
Så barnet, der manglede voksenkontakt i vuggestue og børnehave, vil nu opleve at skulle kæmpe endnu mere for opmærksomhed.
Normeringen kan hedde 1:18, 1:23 eller 1:30, alt efter hvilken dag man lige rammer.
Det er uansvarligt.
I SFO2, fritidsklubber, juniorklubber og ungdomsklubber lysner det heller ikke op for barnet og dets søgen efter en voksen at have kontakt til.
”2 pædagoger til 52 børn”
”76 indmeldte, dagligt mindst 50 børn, til 2 medarbejdere”,
”240 indmeldte i fritidsklub, juniorklub og ungdomsklub. 4 ansatte + 1 leder”.
Dette var kommentarer jeg fik i et opslag om normeringer i klubber rundt om i landet. Det er en normering på alt imellem 1:25 og 1:60. Forudsat, der ikke er noget sygdom.
Barnet eller den unge må endnu engang lede med lys og lygte for at finde de voksne.
I alle institutioner barnet møder i sin opvækst vil barnet møde dedikerede pædagoger.
Barnet vil møde professionelle pædagoger.
Men de barske realiteter er, at barnet skal bruge noget tid på at lede.
For når normeringer hedder alt mellem 1:18 og 1:60, så er det noget af et regnestykke, der skal gå op, hvis pædagogerne skal være i stand til at nå rundt til alle børn og unge.
Der skal ske noget nu.
Kommunale politikere og de folkevalgte inde på Borgen må forstå, at der er brug for flere voksne i fritidspædagogikken.
Børn og unge skal bruge deres tid i institutioner på venskaber, relationer, leg og på at finde sig selv. Alt dette skal de gøre velvidende, at der står en pædagog klar til at guide og hjælpe dem, der hvor de har behov.
Børn og unge har ret til et institutionsliv, hvor de ikke skal lede efter en voksen.
