2021 skal være fritidspædagogikkens år.

Fritidsområdet og fritidspædagogikken er vigtigere nu end nogensinde. Det er nu gået op for nogle politikere, og det, er da fantastisk. Jeg glæder mig over, at betydningen for fritidspædagogikken og vigtigheden af denne, nu har fået politisk opmærksomhed.

Lotte Rod (Radikale Venstre) havde inviteret mig, til at være med i panelet til et digitalt aftenseminar om fritidspædagogikken under overskriften: ”Hvor er fritidspædagogikken i dag? Hvad skal den kunne? Og hvor skal vi så bringe den hen?” – Det kom i anledningen af, at Lotte Rod gerne ville kickstarte debatten om fritidspædagogikken igen.

Alt for længe har vi glemt fritidspædagogikken. Men nu skal det være! Vi skal genstarte samtalen om, at børn skal have fri tid, hvor de selv bestemmer, hvad de vil lave. De skal kunne slappe af, være sammen med venner, lege og eksperimentere. De skal have dygtige pædagoger, som hjælper fællesskaber med at gro og blomstre.

Hvad kan fritidspædagogikken så? – den kan skabe et rum fri for voksenbestemmelse, hvor børnene og de unge øver sig i at mestre livet på egen præmisser. Børn og unge skal have et sted, hvor de kan være sig selv sammen med deres venner. Uden mål, uden at skulle præstere, uden voksne der bestemmer. Fritidspædagogikken giver børnene og de unge muligheder for at blive sig selv. Vi pædagoger ser dem, som de er, og hjælper dem med de udfordringer, som de møder. Vi gør ikke tingenen for dem, men hjælper dem til at blive i stand til at mærke efter og løse opgaverne selv. Fritidspædagogikken skaber frirum, frihed, kreativitet, drømme, fællesskab og nye venskaber. En vigtig del af arbejdet i den fritidspædagogiske praksis går derfor ud på, at børnene og de unge skal gøre sig erfaringer med at deltage i forpligtende og skabende fællesskaber på tværs af alder og kultur.

Fritidspædagogikken er et vigtigt og værdifuldt bidrag til det gode børne- og ungeliv. Og jeg mener stadig, at vi har brug for en fælles vision for fritidsområdet. Nye visioner for fritidsområdet skal bidrage til at gøre SFO/klub-området endnu mere relevant og attraktivt for børnene, de unge og deres forældre.  

I min pædagogiske praksis ser jeg at fritidspædagogikken, bidrager til et godt børneliv. Gennem målrettet arbejde skaber vi rammerne for fællesskaber, så alle børn har mulighed for at opleve deltagelsesmuligheder og at høre til. I disse gode fællesskaber får børnene erfaringer med at bidrage til deres egen og til andres trivsel. Fritidspædagogikken er også med til at danne rammen for børnenes demokratiske dannelse. Her får de muligheder for at opøve erfaringer med at lade deres stemme blive hørt, at tage initiativ til aktiviteter og opleve at netop deres mening betyder noget. Det enkelte barns trivsel, udvikling, demokratiske dannelse og de gode fællesskaber er blot få pejlemærke i den fritidspædagogiske praksis. Fritidspædagogikken spiller også en vigtig rolle i forhold til at give alle børn mulighed for at udvikle sig til robuste, livsduelige og kreative børn, der trives og bliver så dygtige, som de kan. Fritidspædagogikken ER magisk, og det er noget af det pædagogerne er med til at styrke og dyrke.

Så tusind tak til Lotte Rod for at kickstarte samtalen og debatten on fritidspædagogikken. Meget mere af dette i 2021. og gerne på flere politiske, kommunale og lokale dagsordener. Nu er det tid til, at fritidspædagogikken kommer til at fylde.