Vi skal fokusere på det sociale efterslæb, IKKE det faglige.

Kære Politikere

Jeg kan se, at mange af jer er ude at fortælle, hvor vigtigt det er vi indhenter det faglige efterslæb, vores børn og unge i folkeskolen højst sandsynligt har fået, under de her mærkværdige tider.

Undervisningsministeriet stemmer i med, at det er vigtigt, vi får lavet de nationale test, når børnene formentlig kommer tilbage i skole til marts.

I skal stoppe den tankegang og så skal I tage jer selv lidt sammen nu.

Vi har en hel generation af børn, der har været udsat for et de mest bizarre skoleår de nogensinde har oplevet.
Vi har alle været i et mærkeligt år. Men vi er voksne og kan kæde det sammen med noget historisk, eller kan måske forstå en lille smule af, hvad det er, der foregår.

De er børn.
De har ikke samme forudsætninger som os.

Det er vigtigt, vi går all in på trivslen i klassen og den individuelle trivsel hos hvert enkelt barn.
Vi skal sikre, at vi får bygget disse børn op igen.
Mange venskaber skal genskabes.
Relationer til de voksne skal måske startes på ny.
Det er livsvigtigt at vi sikrer os, at denne generation er socialt med igen.
Intet er vigtigere for vores børn og unge i folkeskolen.

Lærerne derude er super dygtige. De skal nok nå at indhente det faglige efterslæb. Men hvis børnene ikke trives, kan de ikke undervises.

Så kære Politikere.

Tab venligst ikke denne generation ved at have et forkvaklet fokus på deres faglige kunnen, når deres trivsel og sociale egenskaber er det, der virkelig er i fare.

Det er jeres fornemmeste opgave. Lev op til den.