Nålen i høstakken ….

Om at finde en pædagog i skønlitteraturen. 

Det vrimler bestemt ikke med dem, pædagogerne i skønlitteraturen. Personligt er det ikke lykkes mig, at finde én eneste og de bibliotekarer jeg har spurgt, kunne heller ikke hjælpe mig.

Men det kan Ginie Finken heldigvis.

Ginie Finken  er 44, bor i Odense, blev uddannet i 2002 og har siden 2008 arbejdet i skoleregi. Og så læser hun skønlitteratur, masser af skønlitteratur. I løbet af det sidste år har hun læst 119 bøger. Nogle af dem hører hun som lydbøger, mens hun lægger tøj sammen eller luger i kolonihaven, men dem hun virkelig holder af eller har store forventninger til, skal læses på papir.

Ginie har ingen yndlingsgenrer eller deciderede yndlingsforfattere. “Når man læser så meget som jeg gør, bliver man nemt “mættet” af en genre eller en bestemt forfatter.” Siger hun. “Jeg får i hvertfald brug for, at læse noget helt andet en gang imellem.”

Fæle pædagoger og hverdagens helte.

Hun er helt klar i spyttet, når det kommer til mængden af pædagoger hun i skønlitteraturen: Der er få af dem, uhyggeligt få. Men hun understreger, at det kan være tilfældigt. “I princippet kunne jeg jo være stødt på langt flere eller færre, hvis jeg valgte bogen ved siden af den jeg tog.”

De pædagoger, som Ginie Finken har fundet, kan deles op i tre kategorier:

* Pædagogen, som kun bliver nævnt i en sætning eller to. Fx at hovedpersonens søster er pædagog eller “pædagogerne sende blomster til begravelsen”. Her er det stort set uden betydning om det er en pædagog, der bliver nævnt og det har ingen eller tæt på ingen betydning for historien.

* Den fæle pædagog. Pædagogen bliver omtalt som “den såkaldte pædagog” eller pædagoger bliver beskrevet som nogle, der kun går op i at lave underretninger, blander sig i alt eller bare lader stå til.

* Og så er der heldigvis også de gode pædagoger. Det er dem, der støtter, vejleder, gør deres arbejde ordentligt, er gode rollemodeller, gør en forskel og er en slags hverdagens helte.

Gensynsglæde.

De pædagoger, som er med, er overvejende børnehave- og vuggestuepædagoger. Skolepædagoger, socialpædagoger og klubpædagoger er mere end sjældne. Men fælles for dem alle er, at de spiller en forsvindende lille rolle. Pædagogen er med andre ord nærmest usynlig i litteraturen.

“Selvom jeg godt kunne tænke mig flere pædagoger i skønlitteraturen, er det ikke nødvendigvis for at det daglig pædagogiske arbejde skal fylde i romanerne.” Understreger Ginie Finken og fortæller, at hun bliver både overrasket og glad, når hun støder på en pædagog i en af de mange bøger hun læser. “Det er nærmest en lille gensynsglæde og så kigger jeg efter, om det er realistisk eller sandsynligt, det der bliver beskrevet.” Ginie mener ikke, at det ligefrem kunne ha’ indvirkning på pædagogers professionsforståelse, men derfor er det nu alligevel meget rart, at møde en pædagog en gang imellem, også i litteraturen.

Hun er ikke meget for at svare på, hvilke forfattere hun ville ønske skrev en pædagog ind i deres næste bog. “Vi er priviligerede, at vi har så mange dygtige forfattere i Danmark”  siger hun. Hårdt presset nævner hun: Lone Theils, Michael Katz Krefeld, Anna Grue, Jussi Adler Olsen og Julie Hastrup, hvis det skulle være krimi og hyggelæsning med en pædagog i hovedrollen. Dennis Jürgensen vil kunne skrive en fantastisk spændingsroman med en pædagog i. “Det er der faktisk flere af dem jeg har nævnt, som ville kunne.” Fortsætter hun. “Og så skal man ikke glemme Bent Haller.” “Malene Sølvsten og Sarah Engell skriver rigtig gode ungdomsbøger. De kunne også med fordel af en pædagog med.” Ginie er ret begejstret for Sarah Engell. “Faktisk ligger der lige nu flere af hendes bøger inde på min ældste datters værelse.” Fortæller hun. Og nej, Ginie vidste ikke at Sarah Engell er uddannet pædagog.

Hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at en bog med en pædagog i hovedrollen ville have potientiale. For hun er bestemt ikke den eneste læsende pædagog. Der er masser, som læser og masser, der som Ginie Finken tænker, at det kunne være spændende, at læse om en fagfælle. 

Men det skal selvfølgelig være en god bog. Handlingen og karakterbeskrivelsen af pædagogen skal være i orden, ellers kan det være lige meget.

Det kommer nok, det der med pædagoger i skønlitteraturen, bliver vi enige om. Vi mangler bare en modig forfatter eller to.

Bragt i Århus Pædagoger 03 2019 side 12-13 https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2019/aap19-03-high/