Systembryder

Hvis man nu skal være helt ærligt, så er bestemt ikke en feel-good film. “Der er ikke meget Disney over den film” bemærkende kvinden ved siden af mig i biografen. Hun er anbringelseskonsulent og havde set filmen sammen med et par af sine kollegaer. De havde både grædt og grinet under filmen og var enige om, at den var en ærlig, forfærdelig og helt fantastisk. “Den burde være et must på pædagoguddannelse og andre uddannelser, hvor man har med børn at gøre.” Sagde hun og fortsatte “Før man møder sådan nogle skæbner, så er det virkelig svært at forestille sig, at de findes. Men det gør de.”

Kort fortalt handler Systembryder om pigen Benni, som elsker lyserødt og indimellem er så voldsomt udadreagerende, at hverken pædagogerne, læreren, socialrådgiveren eller støttepædagogen aner, hvad de skal stille op med hende. Den der kommer tættest er nok støttepædagogen Micha. Det eneste Benni drømmer om, er at komme hjem til sin mor. Benni er eminent spillet af Helena Zengel. I det hele taget er skuespillet i filmen yderst troværdigt og gør scenerne smertefuldt genkendelige.

Filmen tegner et nuanceret og hjerteskærende portræt af den 9-årige Benni, som både er flabet, sød, pligtopfyldende, aggressiv og dybt traumatiseret. Hun skriger og kæmper med næb og klør mod overmagten og for at få et hjem med den omsorg og kærlighed, som alle børn burde have. Få gange ser hun ud til at vinde, i hvertfald lige i et kort og lykkeligt øjeblik. Pædagogen og forfatteren Rikke Smedegaard skriver: “Hun slås for den [kærligheden og nærheden]. Bogstaveligt talt. Som besat forsøger hun, at gøre de voksne opmærksomme på, hvad hun har brug for. Men de svigter hende. En efter en.”

Billed- og lydsiden er både superrealistisk og beskrivende, men også smuk og ind i mellem næsten poetisk. Den understøtter og spejler Bennis sindsstemninger, så man næsten fysisk kan mærke hendes frustrationer, længsel, kaos, handlekraft, håb og fortvivlelse.

Måske er det fineste ved filmen, at man altid forstår, hvorfor Benni reagerer, som hun gør og hvorfor de voksne omkring hende gør, som de gør. Men lige som i virkeligheden, er der ingen nem løsning og i tilfældet her: højst sandsynligt ikke engang en svær én af slagsen. 

Mon ikke de fleste pædagoger har oplevet børn, som reagerer så voldsomt, at de er til fare både for sig og for andre? Det er børn, som man ikke kan nå, selvom man bruger alle sine pædagogiske evner og selvom man skulle nå dem i et øjeblik, så er forbindelsen væk sekunder efter. Det er børn, som fylder meget, både i hverdagen, for de børn de deler hverdag med og i hovedet på én selv, også når man har fået fri. Det er børn, som man bekymrer sig om og som man sent eller aldrig slipper. Benni er et af de børn. 

Nora Fingerscheidt, som både er instruktør og manuskriptforfatter fortæller i et interview fra Berlin Film Festival at ideen til filmen tog form for 6 år siden, men har været endnu længere undervejs. Hendes grundige research betyder, at langt det meste af Bennis historie er stykket sammen af virkelige fortællinger fra børn, unge, lærere, socialpædagoger og andre voksne, som har med erfaringer med omsorgssvigtede og udadreagerende børn. Mon ikke den grundige research sammen med skuespilpræstationerne er grunden til at filmen virker så ægte og så voldsomt, som den gør.

“Med sin ærlighed gør filmen et stærkt og ubehageligt indtryk, men rummer også nogle virkelig fine øjeblikke.” Siger pædagogen Connie Bang, som i sit arbejdsliv har mødt sin del af børn og unge med udfordringer. Hun beskriver filmen som tankevækkende og tilføjer: “Måske må vi erkende, at ikke alle liv er mulige at leve?” 

Mads Bruun Pedersen er kommende pædagogstuderende, i hvertfald hvis hans kollegaer får deres vilje. Han bider mærke i hvordan Benni bliver kastet rundt i systemet uden mulighed for at etablere den trygge base, som alle børn grundlæggende har brug for. Konsekvenserne er meget tydelige. 

Filmen gjorde også indtryk på Martin Thøgersen, som er meritstuderende. Han hæfter sig ved, hvor svært det er, at holde den professionelle afstand, når man brænder for sit arbejde.

Kollegaen Anders Østergaard var knap så begejstret : “Det var en god, men også en hård film. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg havde set den, hvis jeg havde vidst, hvor barsk den var.”

Uanset hvad man synes om filmen, så kunne man ønske sig, at Systembryder blev set af alle, som på en eller anden måde har indflydelse på arbejdet med børn i vanskeligheder: folketingsmedlemmer, lokalpolitikere og kommunaldirektører. Ikke kun fordi det er en voldsom, smuk og rørende fortælling, men også fordi det er en film, som bliver siddende i kroppen længe efter man har set den og fordi man næsten ikke kan undgå at blive klogere af den. 

Tyske biograffilm, som ligger langt fra feel-good-genren holder muligvis ikke længe i biografen og når du læser artiklen her, så går Systembryder måske ikke mere. Men fortvivl ej, mon ikke DR giver dig en chance for at se den, hvis vi plager dem lidt. Og hvis det ikke hjælper: så skriger vi, -højt og længe.

Faktaboks.

Systembryder. 2019. Danmarkspremiere september 2020.

Den tyske instruktør Nora Fingscheidts debutfilm.

Vinder af Sølvbjørnen for bedste film med Berlin Film Festival 2019 og blev nomineret til en oskar for bedste udlandske film.

Hovedrollen spilles eminent af den nu 12-årige Helena Zengel. 

Hun har vundet flere priser for sin skuespilpræstation i filmen.

Artiklen har været bragt i Århus Pædagoger 04 2020 side 8-9

https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2020/aap20-04_trykt/