Back to basics

Pædagogisk arbejde er relationsarbejde.

Da jeg blev uddannet som pædagog, benyttede en af mine undervisere sig af muligheden for at give os et par ord med på vejen. Hun reflekterede over den stigende målstyring i det pædagogiske fag, og stillede lidt provokerende spørgsmålstegn ved om den øgede målstyring ville komme til at gøre nogen forskel for børnene. For i bund og grund handler pædagogisk arbejde vel om at kunne tage et barn på skødet, og yde omsorg og nærvær i et relationelt samvær. Tiden har vist at hendes bekymring på ingen måde var provokerende men en yderst relevant refleksion over udviklingen i det pædagogiske fag.  

Siden årtusindskiftet har det pædagogiske fag ligget delvist underdrejet af en politisk styret organisation som har nedtonet betydningen af den responsive omsorg i form af relationel omsorg og nærvær. I stedet er definitionen af pædagogisk kvalitet i højere grad blevet koblet på den proaktive omsorgs dagsorden, hvor fagligheden har knyttet sig til om man som pædagog har kunne planlægge, udføre og evaluere pædagogiske aktiviteter og forløb med et læringsmæssigt indhold.  

Jeg underkender ikke den øgede faglige bevidsthed der ligger gemt i de redskaber og den teori som følger med målstyringen, for den bidrager også til at øge fagligheden i det pædagogiske fag, men hvis man skal måle på kvaliteten af det pædagogiske arbejde, så skal vi som fag drosle ned på at måle og evaluere os blinde i målstyringens hellige navn, og i langt højere grad fokuserer på den enkelte pædagogs evne til at kunne indgå i et afstemt relationelt samvær.  

Vi skal som pædagoger turde tage fat i den faglige selvrefleksion der handler om at spørge os selv og hinanden om vi er relations kompetente nok til at blive inviteret ind i børnenes leg – og om vi som minimum kan tilbyde nogle lege som børnene kan koble sig på. Det er nemlig i legens magiske univers at man får serveret det pædagogiske arbejde som man skal perspektivere og arbejde videre med på et sølvfad. 

Hvis vi skal skabe højkvalitet i de danske daginstitutioner, skal vi i højere grad fokuserer på kvaliteten af det relations arbejde det pædagogiske personale tilbyder børnene. For selvom brugen af målstyring i forskellige former giver en indirekte merværdi for børnene, så må vi som pædagoger ikke glemme at gennemslagskraften i de målstyringsredskaber vi bruger aldrig, er stærkere end den relation der etableret mellem den enkelte pædagog og de børn man arbejder med. Ingen relation, ingen læring. End of story. 

Debatindlægget blev bragt i BØRN OG UNGE, NR. 2, FEBRUAR 2023.