Kære fagforbund – hjælp mig med at fylde min værktøjskasse

Jeg mener, at vi skal finde solidaritet frem igen – fordi vi har brug for i fællesskab, at stå sammen i kampen for bedre arbejdsvilkår. Til det har jeg brug for hjælp fra de organiserede forbund.

Jeg hører ofte fra mine malerkolleger og andre faggrupper, når samtalen falder på det at være medlem af et organiseret forbund, at de er for dyre, og at man jo alligevel får det samme ud af det, hvis man er hos de uorganiserede fagforretninger. 

Det er svært for mig som TR, at gå ud og tale om solidaritet, og det at vi er stærkere når vi står sammen. Det er svært, når man i manges øjne alligevel får det samme hos de uorganiserede, og til en lavere pris. Der er mange ting i vores overenskomst, som mange tror, er vedtaget ved dansk lov, ting folk ikke ved, at det rent faktisk kan blive taget fra dem igen ved næste overenskomstforhandling. 
De ved ikke, at der er områder fagforbundet arbejder for dagligt, områder der bl.a dækker vores arbejdsmiljø. Og i denne tid hvor der er udsigt til stigende pensionsalder, er vores arbejdsmiljø absolut i vores allesammens interesse, og noget vi i fælleskab skal kæmpe for, da vi ikke ønsker at gå fra arbejdsmarkedet til sygesengen. Det er nemmere at kæmpe sammen, hvis vi får alle med i de organiserede forbund.

Jeg mangler noget værktøj, jeg mangler nogle fakta bokse, jeg har brug for at I, vores fagforbund, sætter ind med at hjælpe os tillidsvalgte og andre forkæmpere med at levere budskabet om, hvad solidaritet kan skabe. I stedet for de lange skåltaler, skal vi have korte fakta, som fænger forståelse og interesse med det samme. Jeg har brug for en værktøjskasse med korte faktabokse, som nemt kan deles på sociale medier, og helt klare skarpe argumenter, jeg kan bruge i snakkene om at blive organiseret. Så vi kan skabe et sammenhold med at forbedre vores vilkår på arbejdspladsen i fællesskab.