Logik for burhøns!

Lad os lege! Lege med tanke om, at det kun er medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger, der kan fratrække deres fagforeningskontingent i skat.
Mon ikke mange af dem der har meldt sig ud af en fagforening, nu pludselig kan se fordelen i at være med i en overenskomstbærende fagforening?

Hvorfor er det, at man på få år kan opnå, at ingen vil købe buræg mere? Æggene er jo de samme; en blomme, en æggehvide og en skal uden om. Men det er synd for hønsene. De har dårlige arbejdsforhold, de lever kummerligt – det er synd for dem. Pludselig er det ikke den billigere pris det kommer an på, men mere hønsenes forhold. Tænk hvis vi kunne tænke på samme måde om os selv?

Jeg vil også have gode arbejdsforhold, jeg vil også have reel og lige løn, men hvem er det der sørger for dem? Det er de overenskomstbærende fagforeninger. Det er ikke de gule fagforening. Det kan godt være at de kan vinde sager om dårlige arbejdsforhold, men er det ikke bedre at sidde med ved det bord, hvor arbejdsforholdende bliver aftalt? Det kan godt være at de hjælper, når man er kommet i klemme, men er det ikke bedre at tage det i opløbet, som kun en lokal tillidsrepræsentant kan?

Som tillidsrepræsentant sidder jeg med ved forhandlinger – rigtig mange forhandlinger. Jeg forhandler løn, jeg er bisidder ved sygesamtaler, jeg forhandler vilkår i opsigelser. Det gør de gule fagforeninger ikke, det har de ikke kompetencen til. De kan hjælpe når skaden er sket.

Vi har brug for at sidde med i forhandlingerne, men vi risikerer at miste indflydelse som medarbejdere, hvis vi ikke vil fællesskabet.

Kan løn og arbejdsforhold i det hele taget gøres op i penge? Ja, måske i et land, hvor man helt kan stoppe med at sælge buræg fordi det er synd for hønsene
Det er da logik. Logik for burhøns . Det skal fremover kun være medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger, der kan fratrække deres fagforeningskontingent i skat.