Regeringen tramper løs.

Skatteudspil, finanslov, velfærdsædringer, Lamborghini-reform. Ja kært barn har mange navne. Problemet er bare, at man gør ulighed til noget godt. Regeringen tramper på menneskene på gulvet, og forgylder deres venner. Og som argument for denne velfærdslagtning bruges så, at de rige arbejder hårdt for deres løn.

Som om, at almindelige folk på gulvet ikke gør det samme? Jeg er ret sikker på, at min far der er smed, synes han har arbejdet hårdt for hans løn. Det har i hvert fald slidt hans ryg og knæ. Jeg vil gerne se kroppen på en aktiespekulant på samme alder som min far. Jeg forventer en væsentlig mindre slidt krop.

Selvfølgelig er der mange hårdtarbejdende iværksættere og direktører, men hvornår indser de, at uden deres kollegaer ude i marken, så er deres virksomhed ingenting? Og hvornår tager regeringen ansvar for alle dem der knogler ude i den virkelige verden, og giver dem en hjælpende hånd. Det kunne være en skatterabat, bedre arbejdsmiljø, flere kollegaer og sikkerhed på byggepladsen.

Jeg mener slet ikke tiden er til kæmpe skatterabatter til de rigeste, der har aldrig været mere brug for en kæmpe investering i vores velfærdssamfund. Som offentligt ansat, kan jeg se og mærke på mine kollegaer, at de aldring har haft mere travlt. Mange skipper frokosten, arbejder til sent om aftenen og vi har mange der går ned med stress.

Det er virkelig bekymrende, at jeg kan snakke med flere af mine venner på sygehuset, der er bange for, at den stress-faktor der hænger som en stor byrde over dem, resultere i menneskelige fejl, som i sidste ende kan koste liv. Så jeg kan godt se, at de rige har problemer – i min verden har de rige et ekstra ansvar for vores samfund.

Jeg synes det er så skævt, at LO-familien får 214 kr. i rabat, mens de rige får 18.000 kr. – De penge skal gå til vores fælles velfærd og mine kollegaer der bliver slidt op.