Hvornår begynder man at lytte til folkene på gulvet

Mit ur siger 22:30, og jeg går forventningsfuld ind af døren på min arbejdsplads, for jeg elsker mit arbejde og mine dygtige kollegaer. Jeg er portør, og endnu en nattevagt venter. Efter jeg har klædt om, fået mit alarmhyl og min radio på, får jeg en kort snak med de kollegaer, jeg skal afløse og sende hjem i seng. Jeg går i gang med de hængepartier, der er efter en travl dag.

Vagten har kun været i gang i få minutter, da en sygeplejeske fra Akutklinikken (skadestuen) ringer og spørger om, hvor vi bliver af. Hun har en patient, der skal til en akut scanning af hovedet. Jeg må beklage og sige, at patienten ikke er glemt, men at vi simpelthen løser vores opgaver, så hurtigt vi kan.

Mens jeg er på vej til vores røntgenafdeling med patienten og en læge, ringer en social- og sundhedsassistent fra en anden afdeling oppe i huset og fortæller, at en patient er faldet på gulvet – og de skal have hjælp til at få ham op i seng.

Igen fortæller jeg næsten beklagende, at jeg er i gang med en akut opgave – ligesom resten af mine kollegaer også er fuldt optaget, men at vi selvfølelig kommer, så hurtigt vi kan. I det øjeblik går der kun én tanke igennem mit hoved: Det her kan godt blive en lang hård nat, både for personale og patienter.

Få nu de skyklapper af

Jeg har hørt politikere sige, at der ikke ligger patienter på hospitalernes gange. At arbejdsforholdene for de ansatte er gode. Og at stress ikke er noget, man som offentligt ansat kan blive ramt af. Det passer umiddelbart ikke med det, jeg oplever.

Når den ene besparelse efter den anden rammer hospitalerne, tror de ikke, at det gør noget ved standarden.

Men jeg ved, at der desværre er rigtig mange patienter, der ikke får den opmærksomhed, som vi ellers ved, de har brug for. Ikke fordi personalet ikke vil, men fordi det er umuligt at nå – rent tidsmæssigt. Det gør ondt!

Der sker igen og igen utilsigtede hændelser, hvor patienter falder på gulvet: både den gamle dame med dårlig hofte og ham, der lå på et operationsleje få dage før. Eller den gamle demente patient, som ubevidst kommer til at forlade afdelingen iført et par hospitalssokker og underbukser.

Alle de ting sker, fordi det simpelthen er umuligt at holde øje med alle patienter, samtidig med at dagens arbejdsopgaver skal passes. Min klare oplevelse er, at alle faggrupper yder alt, hvad de kan, for at patienten får den bedste behandling. Vi kan bare ikke løbe hurtigere, end vi gør – til stor frustration for mange af os.

Lad os samarbejde

Så nu er mit spørgsmål: Hvornår begynder de, der bestemmer, at lytte til os på gulvet i nedslidte gummisko?

Os, der virkelig ved, hvordan hverdagen hænger sammen på hospitalerne.

Os, der har kollegaer, der går ned med stress, og ofte ser arbejdsskader, fordi vi ikke har tid nok til at bruge de fornødne ressourcer og hjælpemidler, som vi ellers har.

Os, der ved, at der næsten på samtlige afdelinger, ligger patienter på gangen, og som bare skal være taknemmelige for, at de får sat en lille hvid skillevæg op rundt om sengen.

Min opfordring til politikerne er, at I skal lytte mere til os på gulvet, før I tager beslutninger om besparelser. Ikke mindst gælder det den nuværende regering, der har sat en minister – Sophie Løhde – i front for en mere sammenhængende offentlig sektor: Vi vil gerne et godt sundhedsvæsen. For patienter og ansatte. Lyt til vores erfaringer!