Det forpligter at blive børnenes statsminister
Jeg var delegeret til BUPLs kongres, hvor Mette Frederiksen formand for Socialdemokratiet var på besøg og tale. Her fortalte vores måske kommende statsminister, hvorfor hun går folketingsvalget i møde med målet om at blive børnenes statsminister og at det er en stor forpligtelse.
Mette sagde blandt andet i sin tale at pædagogerne kun kan yde kvalitet, hvis de er rigtigt tilstede. For som vores måske kommende statsminister rigtigt nok sagde og som en hver pædagog ved, så kræver relationer tid. Tid, som ikke altid er en selvfølge for en pædagog.
Mette beskrev sko med velcrobånd, som et symptom på at tiden er knap. Hverken forældre eller pædagoger har tid til at lærer børnene at binde snørebåndene selv.
Jeg er skole- og fritidspædagog og jeg havde rent faktisk en meget konkret oplevelse med et barn, sko med snørebånd og manglende tid til nærvær forleden.
Maja kommer ind til mig og spørger om jeg vil binde hendes snørebånd. Jeg siger ja, men om et øjeblik og jeg beder hende vente. Jeg er i fuld gang med at guide 30 børn igennem processen med at pakke deres nylavede julegaver ind.
Børnene siger mit navn hvert 2. minut og jeg springer rundt fra barn til barn. “Marianne, hjælp mig med båndet! Marianne, der er ikke mere tape. Marianne, hvordan skriver man Til Farmor osv.” og sådan fortsætter det. Og pludselig er der gået en halv time.
Jeg vender mig rundt til næste barn i rækken. Der står Maja med sine store spørgende øjne, hendes meget lange ubundne snørebånd og hun spørger om jeg snart har tid til at hjælpe?
Jeg siger altid til børnene, at de ikke skal tage sko med snørebånd med før at de kan binde dem selv. For jeg har simpelthen ikke tiden til at lære dem det. Og måske er det i virkeligheden en forældre opgave, men burde jeg ikke have tiden til i det mindste at hjælpe?
Hvad hvis Maja istedet havde slået sig, tisset i bukserne eller bare havde brug for en voksen, som havde tiden til lige at være tilstede kun for hendes skyld et øjeblik.
For ja om du er pædagog i en vuggestue, børnehave, skole eller fritid så kan du kun yde kvalitetsfyldt pædagogisk arbejde, hvis du har tid til at være rigtigt tilstede. Og det er desværre ikke en selvfølge.
Så det er helt rigtigt Mette Frederiksen, som du selv sagde, så forpligter det at gå til valg, som børnenes statsminister. Der er nemlig meget at tage fat i, hvis du skal forbedre børnenes vilkår og rammer i dagtilbud, skoler og fritidsinstitutioner.