Empati eller faglighed? Svaret er begge dele.

Jeg møder dagligt Sørens forældre i SFO’en. Jeg ved situationen er svær derhjemme og ressourcerne knappe. Der sat flere instanser i værk, der skal afhjælpe familien. Vi oplever i skolen en dreng der ikke altid trives, og er i mange konflikter med andre børn. Jeg kan fornemme på hans mor at skuldrene sidder helt oppe i ørene ved afhentning. Jeg vælger selv at tage kontakt og fortælle om en succes oplevelse ved en fodbold kamp, det havde fungeret problemfrit, især fordi Søren viste overskud til at gå på kompromis og finder løsninger. På trods skepsis fornemmer jeg en taknemlighed over at være blevet set og anerkendt efter hensigt. Jeg gør det med rette, fordi jeg ved balancen mellem gode og dårlige nyheder må stå lige, da ingen forældre evner at blive bombarderet med dårlige nyheder konstant.

Desuden giver det mulighed for at arbejde sig ind i det positive narrativ, da det nu for Sørens mor er en anledning til at snakke sig ind i en succes oplevelse. Oplevelsen hjemme har længe været at Søren intet vil fortælle – og generelt udtaler at han hader sin klasse og vil skifte skole. Da det et par dage senere går skævt i en tilsvarende fodbold kamp, fordi Søren ikke evner at gå på kompromis i forhold til et frispark, vælger jeg bevidst at referere til den gode oplevelse for et par dage siden, hvor Søren havde overskud til at gå på kompromis. Selv om det ikke lader sig løse så let eller kan simplificeres, så ligger jeg grundlaget for at navigere Søren i en positiv retning og arbejde videre.

Når man anskuer den offentlige debat, bliver det tydeligt at særligt pædagoger er noget som mange har en holdning til. Analysen hvorfor er nem nok, det er noget alle har været i berøring med selv, som pårørende eller begge dele. Det kan blive en ubehagelig debat, for det er her de uhørte stemmer og utilstrækkelige historier kommer frem. I den sammenhæng er der sågar dem der mener faget diskvalificere sig selv og arbejdet kunne varetages af hvem som helst, så længe de har de rette empatiske engskaber. Det er korrekt at empati er en forudsætning for det gode arbejde, men det kan ikke stå selv. Det er her det er vigtigt at vi blander os i debatten, og tør stå på mål for vores faglighed.

En pædagog skal kunne evne relations dannelse med det enkelte barn for sig, samtidig skal vedkommende også kunne anskue en gruppe og sætte ind hvor behovet er, hvilket kan være komplekst og udfordrende. Pædagogen skal kunne understøtte og være medfortællende i et positivt ”narrativ” det vil sige en positiv fortælling og forståelse af sig selv.

Pædagogen skal også kunne rumme frustreret forældre og være i stand til at overlevere svære observationer på en forståelig og konstruktiv måde, der gavner samarbejdet i særlige situationer. Pædagogen skal også evne at kigge indad og justere sin praksis, når dette ikke kan lade sig gøre – og kunne samarbejde med kollegaer om at skabe de bedste forudsætninger for det kan.

I sidste ende skal pædagogen også være i stand til at beskrive mistrivsel og svigt overfor det kommunale, som kan være komplekst, da det ikke altid knytter sig til det visuelle som beskidt tøj, manglende madpakke eller fysiske mærker.

Jeg tænker ingen vil påstå at disse kriterier opfyldes alene med empatiske engskaber, derfor er det vigtigt vi tør udpensle, hvad det er vi laver og kan – og at der er et fagligt og reflekteret grundlag bag.