Stop fagkampen og hold fokus.
Jeg har i 20 år med skiftende regeringer, ny folkeskolereform og andre dagsordener, arbejdet som pædagog ind i undervisningen på en folkeskole. I de år har jeg oplevet at der har været en fagkamp mellem lærere og pædagoger. Det mener jeg skal stoppe NU.
Jeg følger børnene fra 0.klasse til og med 3.klasse. Jeg er med til at skabe helhed i barnets hverdag, idet de ser mig både undervisningen og i SFO´en.
Jeg møder ind i min 1. klasse en morgen. Med det samme jeg kommer ind i klassen kan jeg se at Tom er svært udfordret, halspulsåren er tyk som kabeltråd, han er højtråbende, motorisk urolig og er meget forstyrrende. Det er meget svært at undervise i dette kaos. Jeg konfererer hurtigt med klasselæreren. Jeg rækker Tom min hånd og inviterer ham i køkkenet til et glas “magisk” saftevand og en kiks belagt med omsorg.
Jer ser at du har svært ved at finde roen i dag, starter jeg. Smågrædende fortæller han mig at det har været en forfærdelig morgen, og han var ked af det da han cyklede i skole. Han og lillebror havde skændtes og slåsset, og far havde råbt af dem. Vi får snakket og trøstet, og jeg får hjulpet ham videre. Det blev alligevel en god dag for Tom.
Ovenstående praksisfortælling er der mange af, og det er bare en af mange opgaver vi som pædagoger løser ind i skolen.
Pædagogers kompetencer er særdeles relevante, også i skolesammenhæng. Vi er uddannet til at understøtte relations arbejde, brobygning, social læring, dannelse, livsduelighed, kreativitet og forebyggelse. Jeg mener at de pædagogiske kompetencer skal være en integreret del af hele skoledagen. Lærere og pædagoger skal supplere hinanden i forhold til at skabe en afvekslende og lærerig dag for børnene.
Lærerne er super dygtige til at undervise, og det er én måde at lære på. Pædagoger er super dygtige til andre måder at lære på. Hvis vi som skole og SFO vil være et sted, hvor børn udvikler sig, dannes og lærer, er det grundlæggende vigtigt, at vi tilbyder muligheden for at gøre det på så mange måder som muligt.
Efter 20 fantastiske år i skolen mener jeg det er på tide at stoppe fagkampen. For mig handler det ikke om hvorvidt den ene profession er bedre eller vigtigere end den anden. Jeg mener samarbejdet , arbejdsglæden og energien bliver magisk når vi holder fokus på vores profession, og spiller hinanden gode.