Der er behov for at investere i hele børn og hele liv. Derfor er det tid til at implementere minimumsnormeringer NU

I øjeblikket forhandles finansloven og derigennem minimumsnormeringer. Fristen for indfasning er til diskussion. Det er jo fantastisk at genklangen fra pædagoger, BUPL og forældre endelig begynder at runge på Christiansborg. 5 år er simpelthen for lang tid at vente. 

Der skal langsigtede planer til for at sikre gode vilkår for ALLE børn. Det kommer til at koste mange millioner. Men se det som en investering i lavrisiko aktier. Allerede om 3 år begynder investeringerne at betale tilbage. Børnene vil have mindre behov for specialpædagogiske tilbud op gennem folkeskolen. Efter folkeskolen vil de som unge mennesker have et stærkt fundament bag sig, og et mindre behov for socialpædagogisk støtte, kontanthjælp, førtidspension samt sundhedsfarlige behandlinger. Lad os investere i unge mennesker der vælger uddannelse frem for at forblive ufaglærte, så de bliver voksne mennesker med høj arbejdskappasitet, med mod og vilje frem for passivitet.  

I mit arbejde som pædagog i skole og SFO har jeg igennem årene fulgt med i børns udvikling. Bare de sidste 5 år har jeg erfaret en stigning i antal af børn med særlige behov. Samtidig er gruppen af børn, der socialt befinder sig i mellemgruppen, blevet væsentligt mindre.  

Når jeg oplever dette, bevidner det, at flere børn, der tidligere formåede at klare sig middelmådigt, nu tælles med i gruppen, der kæmper med udfordringer. Desværre tæller klasserne ikke længere en overvægt at fagligt og socialfungerende børn, som kan sætte normen i klassen. Det bærer klassefællesskaberne præg af. Hvis vi skal vende skuden, kræver det varme hænder og tidlig pædagogisk indsats helt fra vuggestuen, og som fastholdes op igennem SFO.  

For hvert år vi kører børn igennem det institutionelle møllehjul med de vilkår, vi kan tilbyde dem nu, taber vi generation efter generation på gulvet. Få klarer sig i kræft af egen viljestyrke og netværk. I stigende grad er der flere børn, som ikke formår at blive hængende på klippen, og uden sikkerhedsnet styrter de i afgrunden og kæmper resten af livet enten med håbet om, at de får vinger, eller at en tilfældig kommer forbi og hjælper dem op. Desværre er der i tiden ikke ret mange pædagoger til stede, der kan folde nettet ud eller føre de faldne fra afgrunden og tilbage på klippen.  

Så hvis vi skal undgå et land med øget behov for socialøkonomisk støtte, så skal politikerne der forhandler finansloven tage det seriøst NU.   

Skolepædagog og meningsdanner 

Jeanett Thybo