Vi bliver ”bidt” på de sociale medier, når vi fremsætter krav om ligeløn, men nu må vi bide igen.

Debatten på SoMe er en hårfin balance at gå. Enten bliver man opfattet som en krævende pædagog, der bare grådigt vil have mere. Eller også råber man for højt og larmende op.  

Dét skræmmer selv den stærkeste pædagog til at tie offentligt. Selvom det er lige netop os, der ved hvilken samfundsmæssig vigtig opgave, vi løfter hver eneste dag. Vi pædagoger ved, hvordan faget har udviklet sig igennem årtier og vi ved, at vi løfter en kompleks og differenceret opgave hver dag. Der findes intet facit på den pædagogiske opgave. Dét, der virkede i går, virker anderledes eller slet ikke i dag.  

Derfor er det så vigtigt, at vores stemmer kommer frem i lyset. Vi må ikke lade os skræmme til at tænke, at vi nok ikke har noget vigtigt at fortælle. At de andre sikkert godt er klar over, hvad vores profession står for. For det gør de ikke.   

Hvis der er noget, jeg har lært, af at stikke næsen frem og blande mig. Så er det at rigtig mange, også politikere, ikke aner hvad det er, vi laver – og hvordan vi konstant må forsvarer os selv som profession. Flere gange har jeg fået påtalt ting som ”Hvorfor går du ikke bare til din chef og fortæller hvor god du er og kræver mere i løn?”, ”Du vidste jo godt, hvad du gik ind til, så lad dog være med at pive”.  

Min chef ved godt hvor dygtig jeg er, men derfor kan jeg da ikke bare gives mere i løn. Og ja, jeg vidste godt hvad jeg gik ind til, men det betyder ikke, at jeg bare skal bøje nakken og sige tak. Nej vel? Hvis det ikke har været muligt at sikre en reel fremgang i lønnen, i samme hastighed som den reelle udvikling af profession, så må vi naturligvis gøre noget ved det nu. Vi er mere værd og vi ved det. Nu er det på høje tid at andre også finder ud af det. Vi er dem der kan sikre den rette indsigt i faget.  

Så en opfordring fra mig er at tage bladet fra munden, og gå ind i kampen. Vi er de mest kompetente til at kæmpe denne sag, for vi ER denne sag.