Med samarbejde og tillid kan bjerge flyttes.

Det er så let at stå på sidelinjen, og konkludere ud fra et ganske spinkelt grundlag, hvad og hvordan arbejdet med et barn bør gøres. Man ser kun den ene sandhed som er lige foran en. Men arbejdet omkring børn udføres på så mange niveauer, at man må kradse dybt igennem lagene, for at få den hele sandhed om det hele barn.

Det er onsdag eftermiddag, kulden river i kinderne og regnen pisker ind i mine øjne. Om lidt kommer U8 Piger, som jeg er fodboldtræner for. Jeg går alene rundt på fodboldbanen og sætter kegler op. Jeg er træt efter en lang dag og jeg fryser, faktisk ville jeg hellere hjem i varmen. Planen for dagens træning er tilrettelagt og jeg ved, at især Thea har glædet sig til at komme til fodbold i dag. Thea er en pige som har det rigtig svært i skolen. Hun er urolig og har svært ved at følge de meget lange gennemgange, som ofte foregår i klassen, mens hun er lænket til en stol. Det har Theas forældre fortalt mig, for at forberede mig på at Thea nok vil have svært ved at deltage i træningen, på lige fod med de andre.

Efter lidt tid brydes stilheden og regnens silen af glade pigestemmer. De kommer nærmere, og da de kommer helt tæt på, kan jeg se tøsernes store smil samt forventningsfulde øjne. Jeg glemmer, at jeg fryser og hellere ville hjem, jeg bliver med ét varm indeni. Jeg gengælder deres glæde for at se dem og vi går i gang med fodboldtræningen. 

Thea er også kommet. Hun giver mig en krammer og viser at hun er klar til at gå i gang. Til fodbold er Thea koncentreret. Hun er hurtig til at fange hvad øvelserne går ud på, og hun går oftest i gang med at udføre dem, før de andre piger helt er med på, hvordan de skal gøre. Jeg bruger tit Thea til at vise de andre, hvad man skal, og jeg kan se, hvordan hun vokser. Hun er god til det og de andre italesætter det. Når Thea bliver urolig i køen, giver jeg hende et alternativ og indlægger en kø-aktivitet, så børnene ikke skal stå og kigge ret længe af gangen. Thea er PÅ og hun er GLAD.

Min oplevelse med Thea på fodboldbanen gjorde, at jeg begyndte at lægge mærke til, hvad jeg kunne gøre for andre. Jeg ville give børn det, som andre ikke formåede. Jeg kan huske, at jeg tænkte ”Hvorfor er der ikke nogen af de uddannede, der kan se hvilket behov Thea har, for at kunne modtage undervisning”.

Min erfaring som pædagog har med tiden gjort mig klogere. Jeg har tillid til, at de uddannede omkring Thea i hendes hverdag, er fuldstændig klar over hvad hun har brug for, af differentierede undervisningsmetoder og trivselsarbejde. Jeg har dog samtidig erfaret, at hverdagen er meget travl – med mange bolde i luften, mange børn der alle har individuelle behov, sygemeldinger og nye vikarer, møder med forældre, psykologer, dokumentation og daglige orienteringer til hjemmet. Det tager alt sammen rigtig meget tid og nærvær fra det arbejde, der laves helt tæt på barnet. Jeg tænker, at Thea var en pige der havde brug for den tryghed og nærhed, som jeg kunne give hende udenfor hendes skoletid. Hun kunne få lov til at vise alle de kvaliteter, som hun også rummede i en arena, der ikke hed noget med skole. En arena hun også ville profitere af, når hun var i sfo – men jeg så kun en lille del af Theas hverdag. Udefra kan man ikke se hvilket kæmpe stykke arbejde, der ligger omkring hvert barn med individuelle behov.  Der knokles benhårdt for, at alle elever skal lykkedes i den ramme de er sat og pædagogerne kæmper alle børnenes kamp.

Jeg har derfor en bøn til forældre, politikere og andre der er i berøring med børn og unge. Vis tillid, og tro på at der bliver arbejdet på flere plan omkring jeres børn. Hold bolden på egen banehalvdel og samarbejd med pædagogerne omkring JERES barn. Giv pædagogerne muligheden for at udføre det stykke arbejde, vi alle brænder for at udføre. Med faglighed, tillid, nok pædagoger og samarbejde på tværs, bliver lyset ved at brænde i pædagogernes hjerte og her kan bjerge flyttes.

#Stoltpædagog

#godtbørneliv

#hvorerderenvoksen

#pæddk